Jubilæumsudstilling
Askov Højskoles grafiske samling
- fra Anna Ancher til Axel Salto
”Naar jeg er træt og medtaget, saa tager jeg mine Raderinger frem, og naar jeg saa har siddet og set paa dem i nogen Tid, saa er jeg bleven frisk og glad.”
Anders Madsen til Poul Bjerge.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord. Askov Højskoles grafiske samling
Lise Buurgård
Anders Madsens grafiske samling
Karen Holst
Kunstnere
Johan Thomas Lundbye (1818-1848)
Karen Holst
Vilhelm Kyhn (1819-1903)
Ulla Henningsen
Thorvald Niss (1842-1905)
Pernille Vestergaard
Hans Nikolaj Hansen (1853-1923)
Karen Holst
Joakim Skovgaard (1856-1933)
Anni Bøgh Hattesen
Louis Moe (1857-1945)
Anette Bendixen
Niels Skovgaard (1858-1938)
Teresa Nielsen
Anna Ancher (1859-1935)
Solvej Aagaard
Peter Tom-Petersen (1861-1926)
Inger Marie la Cour
Johannes Larsen (1867-1961)
Solvej Aagaard
J. F. Willumsen (1863-1958)
Lise Buurgård
Aksel Jørgensen (1883-1957)
Anna Hartvig
Axel Salto (1889-1961)
Solvej Aagaard
Povl Christensen (1909-1977)
Selma Jensen
Forord
Askov Højskoles grafiske samling
Askov Højskoles grafiksamling på omkring 600 værker har i de senere år været ukendt for de fleste - godt gemt af vejen som den var i et aflåst lokale bag biblioteket. Her er et skatkammer af grafiske tryk fra det 19. og 20. århundrede med alle tænkelige motiver af i alt 96 kunstnere. Jubilæumsudstillingen præsenterer følgende kunstnere: J.Th. Lundbye, Vilh. Kyhn, Th. Niss, Hans Nik. Hansen, Joakim og Niels Skovgaard, Louis Moe, Anna Ancher, Peter Tom-Petersen, J.F. Willumsen, Johannes Larsen, Aksel Jørgensen, Axel Salto og Povl Christensen.
Samlingens hovedstol skyldes en tidligere højskoleelev Anders Madsen, der ved sin død i 1918 testamenterede i alt 596 blade til højskolen med det ønske, at ”Skolen paatog sig den Forpligtelse at beskytte og bevare Samlingen”.
Siden da er samlingen blevet anvendt på forskellig vis: I forstander J. Th. Arnfreds tid kunne eleverne under deres højskoleophold vælge et grafisk blad til ophængning på deres værelse. Under forstander Helge Skov blev en udstilling arrangeret i tårnsalen, og da Olivia Holm-Møllers værker skulle restaureres under forstander Hans Henningsen, blev grafiske værker hængt op i festsalen. Også i højskolens tidsskrift Dansk Udsyn blev de grafiske blade brugt som illustrationer i 1995-årgangen. I 1996 har tidligere højskolelærer, mag.art. Karen Holst registreret samlingen i forbindelse med udlån af værker til Vejen Kunstmuseums udstilling af Hans Nikolaj Hansen, og omkring år 2000 tog Annette Dochweiler initiativ til at udstille et udvalg af de grafiske blade i et nyindrettet lokale i Lindegården på Askov Højskole. Pressen omtalte udstillingen som ”den skjulte skat på Askov Højskole”.
Herefter lå samlingen i dvale, indtil Karen Holst og undertegnede i løbet af 2012 foretog en optælling af værkerne, og dette spændende detektivarbejde resulterede i ideen om at starte en studiekreds. Museumsleder Teresa Nielsen blev kontaktet, og snart efter blev et samarbejde indgået mellem Vejen Kunstmuseum og Askov Højskole. Midler til scanning og hjemmeside blev bevilget af højskolen, og kunstmuseet påtog sig opgaven.
Studiekredsen blev en realitet, og siden foråret 2013 er en entusiastisk gruppe af kvinder trådt sammen på biblioteket en gang om måneden for at studere samlingens kunstnere. Vi sidder tæt og godt i det lille kontor, og efter højskolekaffe og livlig snak kommer værkerne på bordet fra de syrefri kasser for at nærstuderes under intens koncentration. Ofte må luppen tages til hjælp for at verificere de grafiske teknikker - er det koldnål, ætsning, eller måske akvatinte? Alt mens en af deltagerne, belæsset med bøger og skriftlige kilder, fortæller om værkerne af en kunstner fra samlingen. Der diskuteres og berettes til fælles inspiration, og efterfølgende sættes billedfortællingen - kunstnerbiografi og værkanalyse - ind på den fælles grafiske hjemmeside for Vejen Kunstmuseum og Askov Højskole, således at hjemmesiden løbende udbygges.
I anledning af Askov Højskoles 150-års jubilæum er det naturligt at vise et udpluk af de mange ypperlige grafiske blade, og for studiekredsen har det været en spændende opgave. Hver af de 11 deltagere har personligt valgt værker af en eller flere yndlingskunstnere samt skrevet katalogtekst. Der er således tale om en udstilling, hvor den enkeltes optagethed og valg har formet helheden i udstillingen - en con amore udstilling kunne man kalde den.
Den samme indstilling møder man hos samlingens giver, Anders Madsen, der i 1912 skriver til bibliotekar på Askov Højskole Poul Bjerge: ”Jeg har samlet paa disse Blade i over 30 Aar, og de har været mig til megen Glæde og Oplivelse.” Gid de ”kan være Skolen til Gavn og Glæde”.
På studiekredsens vegne
Lise
Buurgård
Anders Madsens grafiske samling
Hvorledes er det gået til, at Askov Højskole er kommet i besiddelse af en omfattende grafisk samling, som viser dansk grafiks historie fra begyndelsen af 1800-tallet og videre frem? Se, det skyldes en gammel elev, der gik på højskolen i vinteren 1881- 82, og som tredive år efter i 1912 skrev et brev til højskolens daværende bibliotekar, Poul Bjerge.
Brevskriveren hed Anders Madsen og var mejeribestyrer på Omø. Han fortalte, at han gennem et langt liv havde opbygget en grafiksamling, som han nu ønskede at tilbyde højskolen. Han meddelte også, at samlingen indeholdt raderinger af ”Johan Thomas Lundbye, Vilhelm Kyhn, Otto Haslund, Carl Bloch, Carl Locher, Hans Nik. Hansen, Frantz Schwartz, Niels og Joakim Skovgaard, Peter Tom - Petersen, Ernst Køie og andre.” Seks af disse kunstnere er med på udstillingen. Det fremgik endvidere, at han kun havde eet øje og som elev var lidt af en enspænder. Endelig inviterede han Poul Bjerge til Omø.
Højskolen tog med tak imod det generøse tilbud, og nu begyndte brev efter brev og sending efter sending med grafik at ankomme til højskolen. Det skulle vise sig, at samlingen indeholdt eksempler på de tre overordnede grafiske metoder, radering, træsnit og litografi foruden andre teknikker. I det brev, som ledsagede den første sending, står der, at Carl Blochs raderinger for længst er udsolgt, at det samme gælder Lundbyes og ”adskillige af Hans Nikolai Hansens, hvorfor disse også er dyre og vanskelige at få til Købs.” Der er her tale om udsøgte blade, hvilke Anders Madsen var på udkik efter til at begynde med. Senere ønskede han at samlingen også skulle have en historisk værdi, og som han skrev: ”omfatter den nu Blade af næsten alle Raderere, der har nogen Betydning”; og så begyndte det hele med, at han som højskoleelev erhvervede en radering af Carl Bloch for et par kroner.
Poul Bjerge efterkommer invitationen, og året efter i 1913 stiger han i land på Omø. Han spekulerer lidt over, om han nu skal møde en særling på den fjerne ø. Men nej! Han møder en interesseret mand, der følger med i, hvad der sker såvel i Danmark som ude i verden. Han var med til at præge lokalsamfundet på Omø, idet han fik oprettet en brugsforening, startet en foredragsforening og fik gang i en ægsalgsforening.
I Poul Bjerge får Anders Madsen endelig en ligesindet, der deler hans glæde og interesse for grafikken, og en, han kunne meddele sig til på en åbenhjertig måde. Således skrev han engang til Poul Bjerge, ”Folk kan ikke forstaa, at jeg køber så mange Kunstblade. De synes Pengene kunne bruges på en bedre Maade. Ja, jeg kunne sætte dem i Sparekassen, men hvad Glæde har jeg af at sidde og kigge i en Sparekassebog. Derimod naar jeg er træt og medtaget, saa tager jeg mine Raderinger frem, og naar jeg har siddet og set paa dem en Tid, saa er jeg bleven frisk og glad.”
Anders Madsen nåede at sende en stor del af sin samling til højskolen i levende live. Efter hans død i 1918 modtog højskolen de resterende blade. Denne samling er løbende blevet suppleret.
Karen Holst
Johan Thomas Lundbye (1818 - 1848)
Om det kunstneriske mål, Johan Thomas Lundbye satte sig her i livet, har han selv udtalt følgende: ”Hvad jeg som Maler har sat mig som Livsmål er: at male det kære Danmark, men med al den Simpelhed og Beskedenhed, som er saa characteristisk for det; hvilken Skønhed er der ikke i disse fine Linier i vore Bakker, der er saa yndigt bølgedannede, at de synes at være dukkede op af Havet, i det mægtige Hav ved hvis Bredder de steile Klinter staae, i vore Skove, Agre og Heder ” (1842). Foruden bakker, klinter og dyrkede agre, afbildede Lundbye også bondegårdens dyr. Undervejs førte han dagbog om, hvad han så, tænkte og foretog sig og portrætterede familie og venner.
Johan Thomas Lundbye er født i Kalundborg i 1818 som nummer fire af syv drenge og voksede op i København og Frederiksværk. Han var et svageligt barn, der blev knyttet stærkt til sin mor; men som voksen overvandt han sin svaghed og blev i stand til at foretage lange traveture; for ingen kunstner har som han vandret på landevejene og rundt i naturen for at finde motiver. Lundbyes far var ansat ved militæret og noget af en barsk herre. Da kunstneren som barn viste sin far de tegninger, han havde lavet, puttede faderen dem resolut i kakkelovnen. Men det endte med, at han affandt sig med, at sønnen gik kunstnervejen og blev optaget på Kunstakademiet, da var han 14 år gammel. Mens Lundbye havde et fint håndelag, var han samtidig med meget nærsynet, men på grund af hans sikre formsans mærkes det ikke.
Et æsel, plaget af fluer. 1834
To år efter at Lundbye var blevet optaget på Kunstakademiet, udførte han raderingen ”Et æsel, plaget af fluer”, det tidligst daterede af de tre udstillede billeder. Æslet er set fra siden, og fluerne er måske lidt store. Men så er man ikke i tvivl om, hvad der generer det stakkels æsel. Lundbye har senere fortalt om, hvor svært det var at afbilde dyrene. Han siger: ”Jeg har efter Evne studeret Dyrene, men det er et vanskeligt Fag, da Modellerne er så urolige og jeg intet kan gøre uden Andres Hjælp. Jeg maa, naar jeg skal male dem, have nogen til at holde Modellen og idelig dreie og rette paa den for at bevare den begyndte Stilling” (Optegnelse fra Vognserup 28. juli 1844). Raderingen af æslet er den første af de i alt 12 raderinger, Lundbye udførte, og den er betegnet ”J. Th. Lundbye, September 1834”.
Sydsiden af Refsnæs. 1844
I bladet ”Sydsiden af Refsnæs” præsenteres vi for et motiv fra Odsherred. I raderingen ser vi, som omtalt i dagbogen, havet ”ved hvis Bredder de stejle Klinter ståe”. Motivet blev fundet på en vandretur med broderen Honoratius, hvorfra der er bevaret en tegning, som Lundbye brugte som forlæg for raderingen. Turen beskrev Lundbye nærmere således: ”Det er Danmark i sin ædleste, men tillige vildeste Carakter”, og han fortsætter med, at det var her ”broder Ratus og jeg vandrede rundt i grove Klæder og ikke saa andet levende end en Maage - en stor Ven - og anden Lyd hørte vi ikke end Strandfuglenes Piben og Fløjten. Jeg var saa glad, min kære Føde-Ø var blevet mig langt rigere ved mit nye Bekjendtskab med dens vestlige Hjørne.” (1844). Billedet er såre enkelt. I et samlet stræk løftes vi fra den lave strandbred op på klintens top. Der er en stærk kontrast mellem den beskyggede bastante ”vilde” klint i forgrunden og mellemgrundens finere lyse ”ædle” klint. Til venstre et let antydet hav, bag hvilket vi øjner en fjern kystlinie og over den de lette sommerskyer.
Toldforvalter Bonnevie. Kunstnerens morfar. 1847
I raderingen af kunstnerens morfar er Lundbye igen på Vestsjælland, hvor han aflægger et sidste besøg hos sine bedsteforældre i Kalundborg, kort før han rejser til Italien på et længere studieophold. Kunstneren viser sin morfar, der har slynget slåbrokken om sig og nu - set i profil - sidder ved vinduet med dagens avis, der er vist i stærk perspektivisk forkortning. Også denne radering går tilbage til en tegning af Lundbye, her udført med pen i vandfarve, mens den portrætterede endnu var i levende live, og som der står, blev ”tegnet i Mørkningen 19. Maj 45 Kalbrg.” Året efter i 1846 dør toldforvalteren, 83 år gammel, og Lundbye, der i mellemtiden er kommet hjem fra Italien, finder efter nogen tid tegningen af sin morfar frem og giver sig i november 1847 til at udføre en radering efter den. Raderingen bliver færdig ved juletid og er betegnet med monogram og ”47” samt ”Jule Gave til Slægt og Venner.”
Selv døde Johan Thomas Lundbye året efter, 29 ½ år gammel. Han meldte sig som frivillig i Treårskrigen og under et ophold i Bedsted, hvor hans bataillon gjorde holdt, blev han 26. april 1848 truffet af en vildfaren kugle og døde på stedet.
Karen Holst
Vilhelm Kyhn (1819 - 1903)
Peter Vilhelm Carl Kyhn var en skattet og værdsat landskabsmaler i sin samtid. Han fandt motiver i hele landet. Hans værker fandt vej til private ejere, kunstnerkolleger og mange museer. Han blev optaget på Kunstakademiet i 1836 og var elev af professor J.L. Lund (1777-1867), men blev også privatelev af C.W. Eckersberg (1783-1853). Han var samtidig med P.C. Skovgaard (1817-1875) og J.Th. Lundbye (1818-1848), som ligeledes dyrkede landskabsmaleriet. I 1863-1895 opretter og driver Kyhn en malerskole for kvinder.
Det er svært at sætte en bestemt kunstnerisk etikette på ham, da han både mestrede epokens romantiske og nationalromantiske stil, samt tillige samtidens virkelighedsnære og friluftsbetonede naturstudier. Hans monumentale landskabskompositioner viser således både præcise topografiske detaljer og idealiserede kompositionslandskaber. At leve så længe og samtidig være kunstnerisk aktiv gør, at det er svært at sætte ham i bås.
Han debuterede i 1843 på Charlottenborg med malerier fra Bornholm. Tilkendtes Den Neuhausenske Præmie med et billede fra Dyrehaven. Prestigen betød, at han hurtigt blev populær og solgte godt til de Nationalliberale bl.a. Orla Lehmann, D.G. Monrad og Grundtvigfamilien.
Hans dannelsesrejse gik i årene 1850-52 til Paris og Rom. I 1850erne havde han fokus på Næstved, Hornbæk og Taarbæk-egnen. I 1860erne malede han på Sydsjælland, Møn, Falster, Fyn og Sverige. I 1870erne igen Bornholm, men også Skagen, Norge og Paris. I 1880-1890erne fandt han motiver fra Ry og Himmelbjerget. Han skildrer alle tider af døgnet og de forskellige årstider. Hans kunst blev solgt for så høje priser, at den kun var for de meget velhavende: aristokratiet, kunstforeninger, den akademiske stand og fabrikanter.
I 1870erne og 1880erne skrev han imod tidens udenlandske strømninger, og kritikere sagde, at han manglede udblik og konservativt fastholdt en kunstnerisk tradition, som havde overlevet sig selv. Tidens nye impressionistiske strømninger faldt ikke i hans smag. Heller ikke symbolismen gav ham anledning til at ændre standpunkt. Han meldte sig ud af Kunstakademiet i 1882 på grund af P.S. Krøyers billeder af italienske hattemagere og markarbejdere i Abruzzerne.
Eftertidens dom, skrevet af Karl Madsen (1855-1938), var: ”Kyhn ejede den sjælfulde Forstaaelse af et Landskabs Karakter og Poesi. Han var ikke nogen Formens Mester, men han var den største Stemningsmaler, dansk Malerkunst endnu har haft”.
Rullesten. 1842 og Hulvej. 1847
Værkerne ”Rullesten” og ”Hulvej” viser kunstnerens store talent for landskabsmaleriet. På trods af hans erklærede modvilje mod såvel impressionisme som symbolisme kan man godt finde gemte billeder af dyr og mennesker i billederne. Men det er helt sikkert noget, han har gjort ubevidst. Det har så at sige sneget sig ind mod hans vilje.
Ulla Henningsen
Thorvald Niss (1842 - 1903)
Efter sin konfirmation kom Thorvald Simeon Niss til Fredericia i malerlære, og 18 år gammel blev han svend. Men Thorvald Niss ville videre. Han ville være kunstmaler, men vejen til kunsten skulle vise sig at blive mere trang for ham end for de fleste.
Niss
tog til København, hvor han fik arbejde som svend, samtidig
med han om aftenen forberedte sig på optagelse til
Kunstakademiet. Det lykkedes for ham et år efter, i 1861, at
blive elev på Kunstakademiets aftenskole. Nu havde han
muligheden for at udvikle det kunstneriske talent, han følte
han ejede. I slutningen af 1870´erne kom gennembruddet og
dermed lysere dage for Niss. Der var sket det gode, at Otto Bache
havde taget ham ”under sine vinger”.
Otto
Bache, der var elev af Wilhelm Marstrand, og dermed Eckersbergskolens
pertentlige, detaljerige malemåde, havde været i Paris et
par år og havde der lært at male med den nye frie form.
Det fik Niss også lært. Baches vejledning var både
streng og omhyggelig, men også nænsom, så talentet
kunne udvikles.
Niss
nød, når de tog på udflugter ud i naturen, og
efterhånden kom der en større frihed og styrke ind i
hans landskabs- og naturstudier. Både hans komposition og
maleriske færdighed blev meget bedre. Det var en dygtighed, man
ikke klart havde kunnet se i hans tidlige frembringelser. Gradvist
blev landskaberne affolkede, og koncentrationen blev lagt i
skildringen af naturens eget liv. Af de raderinger, som er i
højskolens grafiske samling, er det mest naturen, der er brugt
som motiv.
Blæsevejr. Motiv fra Esrom Sø. 1893.
Det
er den kraftige naturalisme, man ser i motivet fra Esrom Sø -
en radering, som var meget beundret, da den kom frem. Det er et
motiv, der er typisk for periodens smag. Det viser også, at
kunstneren har gjort sine iagttagelser ude i naturen.
Uden titel (Solsikker). Udateret
Den anden radering, der er med på udstillingen, er uden titel. Motivet her er også et naturmotiv med vindblæste visne solsikker foran en ligeså vindblæst hytte.
Thorvald Niss var en respekteret kunstner, for ikke blot var han i længere tid formand for Kunstnerforeningen af 18. November, men han var fra 1887-1902 medlem af Akademirådet og 1892 medlem af censurkomiteen ved Charlottenborg. I 1891 blev han også Ridder af Dannebrog.
I 1900 deltager Niss igen på Verdensudstillingen i Paris, og han modtager en sølvmedalje.
Det hele begyndte tungt for Thorvald Niss, og det slutter heller ikke helt så glorværdigt, som den midterste tid af hans liv - og heldigvis den længste del - ser ud til at have været. I de sidste år af sit liv blev Niss ramt af nervesammenbrud, tynget af personlige sorger. Han dør i maj 1905, og hans hustru overlever ham kun med 4 måneder.
En nekrolog i Illustreret Tidende slutter således: ”Og nu er al denne Evne uigenkaldelig død. Maaske var det bedst for ham selv saaledes, men dansk Kunst har Aarsag til at sørge ved hans grav.”
Pernille Vestergaard
Hans Nikolaj Hansen (1853 - 1923)
Hans Nikolaj Hansen var en meget produktiv og velanskreven grafiker, hvis blade samtidens interesserede erhvervede med iver og lyst. Hele 70 blade blev det til for Anders Madsens vedkommende, og Hans Nikolaj Hansen er således den, der er bedst repræsenteret i Askov Højskoles samling.
Kunstneren kom til verden i en familie, der tilhørte det bedre københavnske borgerskab, idet hans far ejede en større vinhandel. Allerede som barn tegnede Hans Nikolaj ivrigt og til glæde for sine omgivelser. Han blev som seksårig sat i Bondesens Skole, hvor der herskede ”et ret strengt Regimente”. Engang, da han som elev modtog et tg af Sofie Bondesen og faldt på knæ for hende og bad om tilgivelse, måtte han alligevel hjembringe sit tg og vise det til sine forældre. Skoletiden blev afsluttet med studentereksamen i 1872, og så blev Hans Nikolaj Hansen optaget på Kunstakademiet, hvorfra han tog afgangseksamen 1876.
Året efter gik turen til Paris, hvor han således som det fremgår af de breve, som er bevarede af hans familie, pligtskyldigt fulgte undervisningen hos Leon Bonnat; med langt større entusiasme gik han imidlertid til koncert og deltog i selskabslivet, ligesom han også gik i teateret. Han var alle dage glad for at lytte til musik og omgængelig og fornøjelig at være sammen med. Efter at være kommet tilbage til København møder han Ida Ramussen og bliver gift med hende i 1883. Han udfører en række malerier og leverer også illustrationer til forskellige skønlitterære publikationer.
I 1896, da han er hen i 40´erne, får han sit grafiske gennembrud. Det sker med tre raderinger, udgivet af Radererforeningen, inspireret af visen om Skøn Adelus. Nu bliver pensler, palet og lærred for alvor lagt på hylden til fordel for metalplade og radernål og syrebad. Selve trykningen overlader han til de professionelle trykkerianstalter. Men I 1900 anskaffer han sig en trykpresse og trykker derefter sine blade selv.
Hans Nikolaj Hansen har udført en lang række enkeltblade, fra portrætbilleder af faderen, komponisten Hartmann, kunstnervennerne, sig selv og sin familie, over figurbilleder til naturscenerier. Dertil kommer, at Skøn Adelus serien følges op af flere serier.
Maleren og grafikeren Aksel Jørgensen har om Hans Nikolaj Hansens kunstneriske virke sagt, at han i forhold til Johan Thomas Lundbye, for hvem ”Tegningens Krav var det afgørende” og ”Raderingens Teknik ren og klar” er ude i et andet ærinde. Aksel Jørgensen gør opmærksom på, at man ikke kan forvente den samme renhed og klarhed hos Hans Nikolaj Hansen, fordi han ”uden Bekymring for den strenge Tegning udvikler Modsætningen mellem Sort og Hvidt til en levende Virkelighed”.
Don Bartholo.1897
Hans Nikolaj Hansen viser her kammersanger Schram som Don Bartholo i Rossinis opera ”Barberen i Sevilla”. Her er der tale om et enkeltblad. Vi ser Don Bartholo stående på scenegulvet i en mørk dragt, hvis folder fanger lyset. Foroven til venstre ses en kulisse, hvor nederste del er belyst, mens øverste del henligger i halvmørke. Raderingen har gennemgået forskellige tilstande, og derved forstås, at pladen har været omarbejdet et vist antal gange. Blomsterne i forgrunden er kommet med 4.gang, bladet blev omarbejdet, og er altså fremkommet i og med 4. tilstand.
Højt paa en Gren”. 1901-03
Dame
med hund ved vindue.” Højt paa en Gren” er titlen
på en mappe med i alt 5 blade, hvoraf det udstillede blad er
nr. 2. Vi ser en ung kvinde, som har vendt sig om og ses i profil,
således at hun kan se ud af det åbne vindue bag sig. Hans
Nikolaj Hansen viser her sin evne til at skabe en i det store hele
afspændt atmosfære, understreget af de lodrette og
vandrette linjer. Kun den meget vagtsomme hund skaber en anelse
spænding i sceneriet.
Selvportræt med frise. 1910
Billedet består af to dele. Foroven ses kunstneren i halvfigur med sin skitsebog og blyant, eller måske metalplade og raderenål. Han ser lige frem for sig, mens hånden samtidig energisk griber om redskabet. Til højre ses en lidt ubestemmelig figur, som meget vel kan være en fugl. Nedenunder er der er frise, hvor en gruppe mennesker står og håner en person, der rider forbi dem på et æsel, en symbolsk skildring af kunstneren, som får andres krasbørstighed at føle.
Karen Holst
Joakim Skovgaard (1856 - 1933)
Som ældste søn af maleren P.C. Skovgaard og kunstbroderske Georgia Schouw blev Joakim Frederik Skovgaard så at sige født ind i den danske guldaldertradition. Den danner da også - som for hans søskende Niels og Susette - grundlaget for hans kunstneriske løbebane. Ud over faderen kan som læremestre nævnes Janus la Cour, Constantin Hansen, Vermehren og Jørgen Roed. Skovgaards videre udvikling blev præget af dannelsesrejser til Paris (1880 - 81), Italien og Grækenland (1882 - 84), hvor han bl.a. oplevede de gamle mestre på Louvre, samtidige franske malere, oldkirkelig kunst, den græske klassiske kultur og arkitektur. Ligeledes får 1890`ernes symbolistiske formsprog betydning for hans religiøse værker.
I dag er Joakim Skovgaards navn nok især knyttet til hans monumentale udsmykning af Viborg Domkirke. De religiøse motiver har en central placering i hans omfattende og i samtiden meget berømte virke inden for maleri, tegning, skulptur og keramik, hvis motivkreds også omfatter landskaber, dyr, planter, familie- og folkelivsscener, mytologi, folkeviser og antikke emner.
Trods Skovgaards alsidighed er raderinger fra hans hånd en sjældenhed, da han kun con amore har dyrket denne teknik 1902 - 03. Interessant er, at de 5 kendte motiver alle er at finde i Anders Madsens samling. De valgte raderinger viser to sider af Skovgaard, en realistisk og en utopisk-visionær. Raderingerne er karakteriseret af en let og fin stregføring, der kan minde om Skovgaards tegninger.
Portræt af kunstnerens hustru. 1902
I et realistisk interieur ses i forgrunden en strikkende kvinde i profil bagfra. Rummet afgrænses i dybden til venstre af et mørkt skraveret møbel med lige linier, mens baggrunden for kvindeskikkelsen til højre dannes af et lysere draperi med bløde streger, der korrelerer med kjolens folder og sammen med kvindens holdning og stolens form udtrykker kvindelighed. Strikketøjet understreger, at kvinden befinder sig ved hjemmets arne, et genrebillede inden for traditionens rammer, der snarere viser husfruens rolle end individuelle træk, som de findes i andre af Skovgaards familiescener.
Eva. 1903
Den skitseagtige radering kan ses som et forlæg til andre værker: vingerne i venstre side er let genkendelige i Skovgaards engle-fremstillinger, mens kvindeskikkelsen til højre kan betragtes som et forstadium til Syndefald-raderingens Eva og til Skovgaards Eva-figurer i det hele taget.
Adam og Eva møder slangen i Paradisets Have. 1903
Sammen med ”Eva” fra 1903 er denne radering en tydelig modsætning til kvindeportrættet. Paradisets Have rummer både idyl og dramatisk spænding. Den fremstår som et utopisk landskab med tre nøgne personer, stiliserede blomster og hvilende råvildt i forgrunden, i baggrunden det dominerende lyse Kundskabens Træ med æbler og solstrejf og som modsætning hertil et faretruende sort træ bag Adam og Eva. Disse er placeret i rummets venstre side, mens den tredje, højere person = slangen i mandsskikkelse står næsten nøjagtigt i midten. Meget raffineret dækker græsset personernes ben til midt på læggen, hvorved det sløres, at den tredje persons ben går over i en slangehale, hvis skæl fortsætter bag på benene og op ad ryggen. Desuden kan personernes og træernes skygge minde om en slange.
Figurkonstellationen leder umiddelbart tanken hen på en trekantskonflikt. Central er den fagre Eva-skikkelse med langt, udslået hår og en smuk krop, som en duknakket Adam (i profil) betragter fra sidelinien, mens Eva præsenterer sig direkte, frontalt, næsten indladende for den fordækte slange (ligeledes i profil), der med en overtalende, fristende gestus peger på æbletræet. Der kan ikke være tvivl om, at dramaet udspilles mellem Eva og slangen, mens Adam synes at være en umælende tilskuer.
Syndefalds-motivet findes i mange variationer hos Skovgaard med slangen som symbol eller dekoration, men kun på denne radering er den en kombination af mand og dyr, hvad der sammen med Evas sensualitet giver scenen en underfundig tvetydighed.
Sandsynligvis har Skovgaard brugt sine raderinger til at afprøve nye muligheder. Samtidig viser de ham, som den, der “ har malet og tegnet skønne Menneskelegemer med en Grækers Viden og en Nordbos uskyldige Glæde.” (Vilhelm Wanscher, 1926)
Anni Bøgh Hattesen
Louis Moe (1857 - 1945)
Louis Maria Niels Peder Halling Moe blev født i Norge. Som barn og i sin tidlige ungdom strejfede han om i skov og fjeld og fik der de indtryk, som senere skulle danne grobunden for hans naturromantiske motiver. Han søgte ind på Kunstakademiet i København og fik der bl.a. C. W. Eckersberg som lærer. Efter først at have dyrket maleriet blev han fanget af tegning og grafik og den sort-hvide kunst.
Han blev hurtigt en meget brugt bogillustrator. Blandt meget andet illustrerede han Saxo - Danmarks Riges Krønike, H.C. Andersens eventyr og romaner af Victor Hugo. Men det er mest for hans illustrationer af børnebøger, og hans ”lette” gengivelser af børneverdener befolket med mariehøns, bjørne, skildpadder og harer, at han er kendt.
At Moe også havde en anden side, en mere mørk og dyster side, og en produktion, der hentede stof derfra, er mindre kendt. Fra hans hånd ligger hundredvis af tegninger og grafiske blade, hvor scenen er sat for de underjordiske væsner, fabeldyr, fauner og den frygtindgydende femme fatale.
Undergangsæstetikken og hans kredsen om død og eros i disse symbolistiske værker viser, at han i høj grad var påvirket af - og tillige en del af - de kunstneriske strømninger i Europa på den tid.
Leg. Opus 4. 1900
Et satyrbarn med oldingeansigt stirrer flirtende på en kvindelig kentaur. Hun ligger i græsset med armene spredt ud i åben invitation. Hendes halve spinkle ungpigekrop og ”føllede” underdel gør hende næsten til et barn. Perspektivet er interessant. Vi ser hende ned i hovedbunden, ansigtet er skjult, og armene fra de to væsner danner vinkler, som gentages i træet og kvisten i billedets øverste højre hjørne. Og nedad, altid nedad i Moes perspektiv, så vi bider i græsset og ikke har nogen horisont.
Bakkusbarnet og skildpadden. Udateret
Denne farveætsning er fra den mere muntre del af Moes billedverden. Selvom man må sige, at bakkusbarnet er fandenivoldsk nok, og vel også et satyrbarn eller en faun. Også her er billedet uden horisont og foregår i det urovækkende grænseland mellem vand og land.
Anette Bendixen
Niels Skovgaard (1858-1938)
Som søn af maleren P.C. Skovgaard, hvis nærmeste omgangskreds var slægter, der var døbt, konfirmeret og viet af Grundtvig, hørte Niels Skovgaard til i grundtvigianernes inderkreds. Blandt familiens nærmeste venner var kunstnere som arkitekten M.G. Bindesbøll samt malerne Th. Læssøe, Lorenz Frölich og særligt Constantin Hansen, hvis store maleri fra 1861-65 af ”Den grundlovgivende Rigsforsamling” fanger noget af den nye tids tro på demokratiets og fremtidens muligheder.
Ud af disse stærke venskaber i udkanten af den danske Guldalder opstod i næste generation et netværk af nære kunstnervenskaber mellem Elise Konstantin-Hansen, Th. Bindesbøll, Edma Frölich Stage og de tre søskende Joakim, Niels og Susette Skovgaard - siden gift Holten.
Med andre børn fra kredsen omkring valgmenigheden ved Immanuelskirken gik Niels Skovgaard på Gregersens Skole på Frederiksberg, hvor der var levende historiefortælling og fokus på bl.a. den nordiske mytologi. Hans opvækst var præget af kunstnere, og selv om han tidligt mistede sine forældre, var det kunstnervennerne, der trådte til, rådede og vejledte.
At alle tre Skovgaard-børn valgte kunstnervejen, har været det naturligste i verden. I årene 1874-79 gik Niels Skovgaard på Det kgl. danske Kunstakademi, men det var ikke lykken for en fri sjæl, der søgte egne veje. Han drog ud i verden og valgte indledningsvis andre rejsemål end Italien, der til da havde været mange kunstneres dannelsesplads. Han var nordbo og rejste i 1881 i Skotland og England. Et par år senere søgte han lidt længere bort på rejse til Holland, Belgien og det nye kunstens Mekka, Frankrig.
Fra omkring 1884 arbejder Niels Skovgaard på Wallmanns keramiske værksted i Utterslev. Vejen Kunstmuseum er i besiddelse af eksempler på kunstnerens værker herfra. På museet findes ligeledes de originale tegninger fra 1887, som Niels Skovgaard udførte til fortællingen om Laurentius. I 1888- 89 rejser kunstneren til Italien og Grækenland sammen med nogle af sine kunstnervenner. Efter at være vendt hjem igen tager han del i oprettelsen af den frie Udstilling og bliver i 1894 gift med Ingeborg Luplau Møller.
Magnusstenen
I 1898 indviedes på den sydligste kant af Danmark, i Skibelund Krat på en bar bakkekam med udsigt til ”det tabte land”, Niels Skovgaards første markante billedhuggerarbejde, et hovedværk i dansk skulpturhistorie, Magnusstenen. Den blev bekostet af forfatteren Thor Lange som led i et projekt med opsætning af monumenter på udvalgte historiske steder. Den primære kontakt gik dog til den legendariske grundlægger af Askov Højskole, forstanderen Ludvig Schrøder. Med stor sandsynlighed var det ham, der valgte kunstneren. Skovgaard mente, at det ville være billigst og bedst at opstille en natursten. Schrøder påtog sig at finde en egnet sten i lokalområdet. Den fandt han på Drostrup Hede – ret mange kilometer fra Skibelund. En svær transport – og tilmed lå den som overligger på en oldtidsgrav, men blev frigivet af Nationalmuseet. Kunstneren formulerede et program om et formsprog, der kunne vække associationer til tiden omkring 1043, da Magnus den Gode sejrede over Venderne ved slaget på Lyrskov Hede. Det gjorde han ved at vælge det lave, lidt naivistiske formsprog et sted omkring det romanske. Men i 2014 har Mikael Wivel i forbindelse med udstillingen ”På Græsk! – Billedhuggerne og antikken 1898-1962” på Thorvaldsens Museum og Bornholms Kunstmuseum overbevisende kortlagt, hvordan Skovgaard dog i kompositionen med de skjoldbærende nordiske krigere låner grundtrækkene fra et arkaisk, græsk relief på Sifniernes Skatkammer – målet helliger midlet!
Efter århundredskiftet maler Niels Skovgaard altertavlen til Immanuelskirken, som blev indviet i 1905, og så følger 1907 – 08 en keramikbuste af Grundtvig til Grundtvigshus i Studiestræde, mens Havhestebrønden opstilles i 1916 i Grønnegården i København. Den findes i fuld størrelse, udført som gipsfigur på museet i Vejen. I 1931 indvies granitmonumentet over Grundtvig i Vartovs gård.
Niels Skovgaard og grafikken
I samlingen på Askov Højskole er der fokus på grafikken. På initiativ af Den danske Radeerforening udkom i 1943 Aksel Rodes monografi om Niels Skovgaard med sønnen Ebbe Skovgaards fortegnelse over faderens raderinger. Listen omfatter opus 1 til 25 – en relativ beskeden produktion, som dog har interesseret grafiksamleren Anders Madsen, mejeribestyreren på Omø, der skænkede Askov Højskole den omfattende grafiksamling. Det lykkedes Anders Madsen at få samlet hele 13 af de 25 raderinger, hvoraf enkelte kun kendes i helt små oplæg, der har tilhørt kunstneren. I Askov-samlingen findes opus 2, 4, 7, 9, 11, 14-17, 19-20, 23 og 25.
Om Niels Skovgaards arbejde med raderingerne har Aksel Rode skrevet på side 99 i den store bog om kunstneren: ”De muligheder for stadig at ændre, omarbejde og rette, der ligger i selv raderarbejdet, hvor en gang opnaaede virkninger kan svækkes eller forstærkes ved bortskrabninger, nye ætsninger eller behandling med koldnaal direkte i kobberpladen, har utvivlsomt tiltalt Skovgaard, der var en lidenskabelig elsker af eksperimenter, og som tilmed holdt af at bruge sig som haandværker.”
I et brev, der må være fra sommeren 1882, da Niels Skovgaard var i Österöö i Halland, fortæller han broderen Joakim om opus 4: ”Jeg har lavet en lille radering fra fyrreskoven, det er kun en saadan lille netitet, og der må gjøres mere ved den når jeg kommer hjem, hvor jeg har bedre apperater, det er den eneste der kom ud af de store planer om at radere efter naturen i sommer…” Arbejdet med raderingerne var han blevet opfordret til at den nære ven, maleren Karl Jensen, der i 1880’erne for denne kreds af kunstnere blev en inspirator på grafikkens front, som Th. Bindesbøll på samme tid inddrog dem i arbejdet med keramikken.
Teresa
Nielsen
Anna Ancher (1859 - 1935)
Anna Kirstine Ancher er født Brøndum. Hun voksede op i forældrenes kro- og købmandshandel i fiskerlejet Skagen. I 1874, da Anna var 15 år, dukkede en maler fra Bornholm op i Skagen, som var interesseret i det særlige lys her. Det var Michael Ancher. Han så den unge Annas kunstneriske talent, som han sammen med forældrene støttede hende i at udvikle frem for at bruge kræfterne på en gængs huslig karriere. Anna Ancher kom på Wilhelm Kyhns private Tegne- og Maleskole for Kvinder i 1875-1878. Michael forblev i Skagen og blev forlovet med Anna i 1877.
Anna Ancher debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1880 og giftede sig samme år med Michael. I de følgende år var hun på rejser til Holland, Belgien, Tyskland og Italien. Dog forblev hendes store inspiration det sociale kvinde- og børneliv i Skagen. Hun var en fænomenal dygtig maler, som mestrede at få lyset til at spille med farverne i sine malerier. Det var svært som kvinde at være maler på den tid, men det klarede Anna Ancher ganske godt med stor opbakning fra moderen og Michael. Hendes personmotiver er altid autentiske, hverken forskønnende eller det modsatte. Hun var meget ambitiøs med sin kunst, men ikke for at vise sig frem. Hun kunne arbejde flere år på et maleri for derefter at stille det til side.
Gammel læsende kone i profil. 1896
I stregætsningen " Gammel læsende kone i profil" ser vi en gammel rynket kone siddende i sit praktiske varme hverdagstøj møjsommeligt læsende ved det svage lys med bogen tæt oppe ved øjnene. Det er ikke en let sag, men hun har viljen. Som beskuer kan vi leve os ind i situationen. Det, at Anna Ancher var kvinde, har gjort, at hun med sit talent havde interesse i og evne til at fremstille egnens kvindeliv på en mere ærlig måde end de mandlige kollegaer. Anna Ancher var en hjemmefødning og havde livet igennem -trods rejser- nok i hverdagsmotiverne hjemme i Skagen. Anna Ancher var et geni.
Solvej Aagaard
Peter Tom-Petersen (1861 - 1926)
Peter Thomsen Petersen er født i Thisted i 1861 som søn af apoteker Christian Tullin Petersen og Maren Andrea Thomsen. I 1874 flyttede familien til København, da faderen overtog Gammel Torvs Apotek. I 1877 blev Peter Tom-Petersen, som han senere kaldte sig, optaget på Kunstakademiets malerskole. Han debuterede på Charlottenborgs decemberudstilling i 1881, og det følgende år var han elev på Kunstnernes Frie Studieskole med Laurids Tuxen og P.S. Krøyer som lærere. I 1883 rejste han til Paris og blev elev på Léon Bonnats skole et års tid, og samtidig udførte han illustrationer til bøger og blade.
De følgende år rejste han igen til Paris, Holland og Belgien, og i 1890 rejste han til Italien, hvor han sammen med Kristian Zartmann og Henry Lørup boede i Civita D´Antino i Abruzzerne. Senere rejste han videre til Ravello, Rom, Firenze, Verona og Venedig.
Hjemme igen besøgte han flere gange i sommermånederne familien Lorentzen i godsforvalterboligen på Brahetrolleborg, fordi han gennem sin mor var beslægtet med godsforvalterens kone, som var kusine til hans mor. Det var her, han mødte sin senere hustru, Marie Elisabeth Lorentzen, som han giftede sig med i 1881, hvorefter de tog på bryllupsrejse til Italien.
Da de vendte tilbage, boede de til at begynde med på Gl. Kongevej, men i 1895 byggede de hus i Korinth på Fyn. Huset blev senere købt af svigerfaderen, da denne holdt op som godsforvalter på Brahetrolleborg. I årene på Fyn fik Tom-Petersen kontakt med de fynske malere, Peter Hansen, Frits Syberg, Johannes Larsen og Jens Birkholm.
I 1899 lærte Tom-Petersen sammen med Peter Ilsted at radere hos maleren Carl Locher, og året efter begyndte han at udgive de første raderinger, i begyndelsen var det koldnålsraderinger og senere ætsninger.
I 1908 flyttede familien til Frederiksberg, hvor den boede frem til Tom-Petersens død i 1926. Tom-Petersen var medstifter af Grafisk Kunstnersamfund i 1909 og med til at oprette Faaborg Museum, hvor han var medlem af bestyrelsen til sin død. Da 1. verdenskrig brød ud, var familien på Femern, men på vejen hjem gjorde de ophold på Ærø, hvor de tilbragte de efterfølgende somre, og i 1921 købte de hus i Ærøskøbing. Peter Tom-Petersen er i øvrigt begravet i denne by.
Som maler udførte Peter Tom-Petersen især landskaber, interiører og byprospekter, men allerede som ung havde han tegnet illustrationer, og i efteråret 1900 begyndte han at radere og helligede sig siden i overvejende grad denne virksomhed. Han har raderet henimod 300 blade. Motiverne er historiske bygninger og maleriske idyller i gamle bykvarterer, bl.a. i København, Ribe, Fåborg, Ærøskøbing og Helsingør. En del af motiverne er tegnet som illustrationer til M. Galschiøts ”Danmark i Skildringer og Billeder”. Andre motiver fandt Tom-Petersen i romantiske byer i Tyskland som Rothenburg ob der Tauber, Lübeck og mange andre.
Stengade, Helsingør. 1909
Den ene af de udstillede raderinger viser barokhuset Stengade 64 i Helsingør, opført af Nicolaj Dahl 1738-39. Her opholdt Tom-Petersen og familien sig en tid i sommermånederne.
De seks Søstre. 1900
Den anden radering viser det københavnske renæssancehus, ”De seks Søstre”, opført 1647-51, som han raderede i 1900 - samme år som bygningen blev revet ned for at give plads til nybyggeri. På billedet fornemmer man livet på havnen og omkring sejlskibene.
Det er nærliggende at trække paralleller fra Tom-Petersens gengivelser af bymotiver til de fotografiske registreringer af de samme motiver, som blev foretaget af bl.a. den næsten samtidige arkitekturfotograf Kristian Hude (1864-1929) og museumsinspektør Hugo Matthiessen (1881-1957) fra Nationalmuseet, som fra 1913 til 1922 fotograferede gamle bymotiver i 75 danske købstæder (bortset fra i Roskilde, hvor kun Hude fotograferede), bl.a. fordi man anså dem for truede af ”udviklingen”. Hvad de også viste sig at være. Nedrivningen af ”De seks søstre” var vistnok medvirkende årsag til, at også nogle af modstanderne af bygningsfredning omsider begyndte at indse behovet for en bygningsfredningslov. Denne kom dog først i 1918.
Inger Marie la Cour
Johannes Larsen (1867 - 1961)
Johannes Larsen er fra Kerteminde, hvor han voksede op i et kunstinteresseret købmandshjem. Han forlod aldrig Kerteminde. I 1898 blev han gift med maleren Alhed Maria Warberg. Deres hjem blev mødested for kunstnere, heriblandt Fritz Syberg, Peter Hansen og Sigurd Swane. Nu er hjemmet museum under navnet Johannes Larsen Museet. Johs. Larsen har mere end nogen anden skildret det danske landskab med dets flora og fauna og årstidernes skiften - dog med særlig interesse for vandområder og fugle. Han har frembragt en omfattende og uvurderlig skat af malerier, akvareller, tegninger og grafik. Allerede som 10-årig mestrede han ganske godt at tegne fugle, og han vedblev at tegne og male hele sit lange liv. Han blev 96 år.
Fra nordenden af Mejlø. 1904
Stregætsningen " Fra nordenden af Mejlø" er et typisk landskabsmotiv med vand og fugle. Øen ligger 15 km nordvest for Kerteminde og er et eldorado for fugle og flora. Der er således 80 forskellige ynglende fuglearter på øen. Johs. Larsen har her afbildet flyvende hættemåger, sten i det lave vand, morænelandskab i baggrunden og en udramatisk himmel. Han afbildede, hvad han så. Han hverken forskønnede eller det modsatte.
Solvej Aagaard
J. F. Willumsen (1863-1958)
Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) er nok mest kendt som maler, billedhugger, keramiker og arkitekt, men også indenfor grafik glimrer han med en fin produktion. Den koncentrerer sig om to perioder:
De første blade blev trykt i ungdomsårene fra 1886-91, hvor han arbejder i det spændende skæringsfelt mellem realisme og den nye symbolisme, som han første gang opsøger på en rejse til Paris i 1889.
Den anden grafiske periode har omdrejningspunkt i tiden omkring første verdenskrig, 1914-18, hvor Willumsen, der nu er bosat i Sydfrankrig, raderer krigens rædsler og gru i et ekspressivt formsprog.
De to værker, der findes i Askov Højskoles grafiksamling præsenterer netop disse to perioder:
”To kvinder ved en væv”, 1887 og ”Også et selvportræt”, 1916.
To kvinder ved en væv. 1887
J. F. Willumsen fik interesse for grafik, mens han gik på Akademiet i København, og i 1886 trykker han sit første tryk med motiv fra Sydsjælland på sin nyindkøbte presse. Herefter følger flere raderinger fra rejser i Danmark - Samsø, Refsnæs, Odsherred og Mols, hvorfra motivet ”To kvinder ved en væv” kan være hentet.
Værket er et fint eksempel på den tidlige fase, hvor Willumsen eksperimenterer med den realistiske gengivelse af motivet. I akkurate og stringente stregforløb modelleres rummet op i en gråtoneskala fra sort, med mange tætte streger, til hvidt. Rummets dybde understreges af den rygvendte kvinde, som med let bøjet hoved og mørke kyse retter hele sin opmærksomhed mod væven. Lyset kastes på hendes ryg og hals, som således danner den første flade vi møder i værkstedet. Hendes mørke arm fører os videre ind mod lyset til selve vævebommen, hvor hendes hånd er i gang.
Bag bommen, der deler billedet i et vandret gyldent snit, ses endnu en kvinde, placeret i en trekantsform, frontalt vendt mod os. Hun sidder i det smalle rum mellem væven og den mørke vægflade, mens vindueslyset falder blødt ind og tegner hendes grove ansigtstræk.
J.F. Willumsen har bygget sin radering op i trekantsformer samt et stramt net af lodrette og vandrette linjeforløb med accentuering af det gyldne snit både lodret og vandret. Vi er helt tæt på de to kvinder, idet vi kun ser et udsnit af værkstedet, som danner ramme om kvindernes intime arbejdssituation.
Også et selvportræt. 1916.
Efter en pause på 25 år går Willumsen atter i gang med ætsebadet og radernålen. Nu med en langt dybere følelsesmæssig affekt lyser drama og desperation ud af trykkene, der i et ekspressivt, kantet formsprog kaster lidelse, mørke og død ud over tilskueren. Det var første verdenskrigs rædsler, der for alvor igen sporede Willumsen ind på de grafiske tryk. Vel etableret i ”Villa Madeleine”, et gammelt kloster i Villefranche-sur-Mer, begyndte han i 1916 at eksperimentere. På pressen, købt i Paris, trykkede han selv alle sine tryk, som blev hængt til tørre på altanens rækværk og løbende sendt hjem i ruller til veninden og agenten Alice Bloch, som stod for distributionen til den store efterspørgsel i Danmark.
Siden ungdommen havde Willumsen sat sig selv stævne i de mange selvportrætter, malet, fotograferet, modelleret eller raderet kontinuerligt igennem et langt liv. Uden besmykkelse, som en nøgtern rapport fra eksistensens urgrund. Altid med direkte øjenkontakt. Således også i raderingen med den tankevækkende titel ”Også et selvportræt”, hvor Willumsen igen er i kontakt med sit indre mørke, der her spejler det ydre krigsscenarie. Til vennen Johan Rohde skriver han i 1917: ”Jeg har købt mig en romersk Olielampe med 4 Blus, den lyser ikke meget, ellers maa vi nøjes med Stearinlys, der egentlig kun er Tællelys. ..Af Mangel paa Lys og Varme gaar vi i Seng Kl. 71/2 -8.”
Vi mødes af et bekymret ansigtsudtryk med hovedet drejet mod os, munden klemt sammen, skægget hvidt, panden rynket og øjne, der holder os fast i fortættet alvor. Han ser ud på os med et insisterende blik fra ætsegrundens mørke, der blot forstærkes af den lysende hvidhed omkring ansigtet. I et glimt åbnes en sjæledør til personen Willumsen.
Raderingen træder ind i rækken af selvportrætter, der står som eftertænksomme punktnedslag i et liv, der har været optaget af symbolismens ideal: at gøre kunsten universel ved at tage afsæt i den personlige erfaring.
Lise Buurgård
Aksel Jørgensen (1883 - 1957)
Karl Aksel Jørgensen er dansk maler og grafiker (1883-1957). Han blev malersvend i 1901 og var, bortset fra kort tids tegneundervisning, selvlært som kunstner. Han vakte omkring 1906-07 opmærksomhed ved sine skildringer af prostitutionen og den sociale fornedrelse i det indre København.
Sammen med bl.a. forfatter Jens Pedersen og Storm P. skabte han tidsskriftet Gnisten (1907-1908), hvortil han bidrog med bl.a. tegningen Prostitution, som han modtog Thorvaldsens Medalje for i 1941. Tillige blev han Ridder af Dannebrog i 1926, fik Dannebrogsordenen i 1933 og blev Kommandør af 2. grad i 1943.
1909-1914 arbejdede Aksel Jørgensen på en stor billedserie med temaer fra Holger Drachmanns liv og digtning til Drachmannkroen for Lorry Feilberg på Frederiksberg. Han blev samtidig påskønnet af bl.a. kunstsamleren Chr. Tetzen-Lund, der bestilte en stor gruppe arbejder, hvor udtryksformen var præget af både Rembrandt og impressionisterne.
1920-1953 var Aksel Jørgensen professor ved Kunstakademiet, hvor han på afgørende vis prægede generationer af danske kunstnere og oprettede samtidig Grafisk Skole, der blev hjemsted for 1900-tallets bedste danske grafikere, bl.a Jane Muus og Palle Nielsen.
Op igennem 1920`erne arbejdede han tillige på store træsnit til værket ”Nordens Guder”, som skulle udgives i anledningen af Raderforeningens 75 års jubilæum d. 6. oktober 1928. I 1929 stiftede han sammen med litteraturhistoriker Harald Rue ”Kunst i Skolen”, som stod for en række vandreudstillinger af moderne dansk kunst til skoler rundt om i landet. I 1931 blev Aksel Jørgensen enstemmigt valgt til direktør for Kunstakademiet.
I november 1956 blev Aksel Jørgensen udnævnt til ulønnet direktør for J.F. Willumsens Museum, som åbnede den 15. april 1957. Den 2. juni viste han rundt på Willumsens Museum for Arbejdernes Kunstforening, som han selv havde været med til at starte i 1936. Han døde kun 7 dage efter den 9. juni 1957, ramt af en blodprop, 74 år gammel.
Forstad i sol. 1909
I Aksel Jørgensens raderinger fra 1909 arbejder han meget med motiver af partier fra forstæderne til København, som viser den voksende storby. Det nederste af billedfladen står næste urørt, dog med enkelte kvinder iført lange dragter og høje hatte, som tilhører det nye forstadsmiljø. Denne opbygning at billedet bevirker, at beskueren føler sig ”suget” ind i billedet. Der er både rum og realistisk atmosfære med indtryk af det skarpe sollys trods den efterårsagtige himmel. Med sine lette streger og den bløde grå ætsetone har værket en meget stoflig helhed. Aksel Jørgensen har raderet i alt fire blade med lignende motiver fra forstæder.
To skuespillere/Fuld mand/Mand, som prygler en kvinde. 1917
I sine træsnit fra 1908-1910 beherskede Aksel Jørgensen en kunstnerisk levende grafisk teknik, hvor store sorte og hvide flader fremstår med uendelig få streger, og alligevel er de meget udtryksfulde. Omkring 1915 forlader han dog mere og mere den enkle træsnitstil og går over til en teknik, hvor de stærkt svungne linjer spiller en afgørende rolle. Dette værk er domineret af sort baggrund. Figurerne - manden i frakken og den fortvivlede kvinde - er ridset op i tynde linjer. Manden med armen løftet over hovedet, aggressivt og afværgende på samme tid, kan genfindes - blot spejlvendt - i hans træsnit med den mytologiske scene - Thor i kamp med Midgårdsormen.
Anna
Hartvig
Axel Salto (1889 - 1961)
Axel Johannes Salto er vokset op på Frederiksberg i et officershjem. Efter studentereksamen kom han på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Senere opholdt han sig nogle få år i Frankrig og blev der inspireret af Picasso og Matisse. Sammen med andre kunstnere blev han banebrydende herhjemme indenfor den modernistiske kunst. Med stor energi, flid og evner var han både maler, grafiker, keramiker, mønsterdesigner kunstdebatør og meget mere. Livet igennem havde han en særlig stor kærlighed til grafik, herunder træsnit.
Hjort. Udateret
Hjorten er udateret, men den er sandsynligvis skabt omkring 1938- 40, hvor han lavede en dramatisk træsnitserie inspireret af den græske myte om Aktæon, som belurede Diana, og som straf blev forvandlet til en hjort, der endte med at blive sønderrevet af sine egne hunde. Salto frembragte såvel dramatik som ynde i sine træsnit og i camaieuxtræsnit, hvor der er brugt to eller flere plader med hver sin farvetone, der trykkes ovenpå hinanden.
Kvist med frugter. Udateret
Kvist med frugter er også et camieuxtræsnit, hvor Salto viser nye veje for farvetræsnit med dristige farvevirkninger, samt stor ornamenterings- og dekorationssans. For tiden er der en enorm interesse for hans keramik, som på auktion går til svimlende priser.
Solvej Aagaard
Povl Christensen (1909 - 1977)
Povl Christensen hører til vore førende kunstnere på det grafiske område. Han mestrede alle de grafiske teknikker, men benyttede sig mest af træsnittet. Povl Christensen har navnlig markeret sig for eftertiden som illustrator. Han har illustreret ca. 60 bøger med originalgrafik og et lignende antal med reproduktioner. Hertil kommer et stort antal grafiske enkeltblade ofte i stort format i modsætning til bogillustrationerne, der som oftest var i et lille format.
Efterårslandskab, Odsherred. 1935
Povl Christensens billeder er bygget op med lys- og skyggevirkninger, som er frembragt ved små tætte streger og skraveringer. En teknik, som han også brugte i sine træsnit, hvor han - for at få stregerne tilstrækkeligt fine - anvendte gravstiklen, som ellers mest bruges til kobberstik. ”Efterårslandskab, Odsherred” er en koldnålsradering i et ret stort format. Ved at bruge denne teknik har Povl Christensen formået at givet billedet både perspektiv og stemning. Man fornemmer efterårslyset fra en klar septembersol.
Dreng ved vindue. 1950
Omkring 1950 ændrer Povl Christensens billeder udtryk til en mere markant form – de sorte og hvide felter spiller kraftigere op til hinanden. Træsnittet ”Dreng ved vindue” tegner sig som et tidligt stadie i arbejdet med at tilføje selve billedkompositionens elementer en art dramatisk drejning. Han leger med perspektivet i vinduesrammerne, som fylder majoriteten af billedfladen, og som beskuer føler man sig næsten inddraget i billedet.
Da Povl Christensen i 1954 slog sig ned i Bergen som lærer i grafik, dels ved Studieatelieret, dels
på Kunsthåndverkerskolen, blev hans kunst tilført nye impulser. Billederne voksede i højde og
bredde, og tillige motivisk og menneskeligt. Rent teknisk eksperimenterede han, som en af de få danske grafikere i dette århundrede, med kobberstikket. En logisk videreførelse af hans graveringer i træ.
Selma Jensen
Værkfortegnelse
Citationstegn angiver, at kunstneren har navngivet værket.
Johan Thomas Lundbye (1818-1848)
Et æsel, plaget af fluer. 1834
87 x 127 mm
Stregætsning
”Sydsiden af Refsnæs”.1844
114 x 150 mm
Stregætsning
Toldforvalter Bonnevie. Kunstnerens morfar. 1847
238 x 202 mm
Stregætsning
Vilhelm Kyhn (1819-1903)
Hulvej. 1847
92 x 116 mm
Stregætsning
Rullesten. 1842
160 x 180 mm
Galvanografi
Thorvald Niss (1842-1905)
”Blæsevejr. Motiv fra Esrom Sø”.1896
360 x 440
Stregætsning
Uden titel (Solsikker). Udateret
320 x 267 mm
Stregætsning og akvatinte
Hans Nikolaj Hansen (1853-1923)
”Don Bartholo”. 1897
395 x 287 mm
Stregætsning, koldnål og roulet
Højt på en gren. Dame med hund ved vinduet. 1903
346 x 297 mm
Stregætsning og koldnål
Selvportræt med frise. 1910
223 x 170 mm
Stregætsning og koldnål
Joakim Skovgaard (1856-1933)
Portræt af kunstnerens hustru. 1902
90 x 132 mm
Stregætsning, 2. prøvetryk
Eva. 1903
138 x 175 mm
Stregætsning
Adam og Eva møder slangen i Paradisets Have. 1903
172 x 230 mm
Stregætsning
Louis Moe (1857-1945)
Leg. Opus 4. 1900
235 x 350 mm
Stregætsning
Bakkusbarnet og skildpadden. Udateret
230 x 380 mm
Farveætsning
Niels Skovgaard (1858-1938)
Vesterhavsdønninger. 1885
123 x 208 mm
Stregætsning
”Dalby bjørn”. 1899
255 x 312 mm
Stregætsning
Børnene ved vinduet. 1900
104 x 131 mm
Stregætsning
Anna Ancher (1859-1935)
Gammel læsende kone i profil. 1896
188 x 149 mm
Stregætsning
Peter Tom-Petersen (1861-1926)
De seks Søstre. 1900
227 x 296 mm
Stregætsning
Stengade, Helsingør. 1909
275 x 327 mm
Stregætsning
J. F. Willumsen (1863-1958)
”To Kvinder ved en Væv”. 1887
166 x 122 mm
Stregætsning og koldnål
”Også et Selvportræt”. 1916
233 x 195 mm
Stregætsning, ætsetone og kludetone
Johannes Larsen (1867-1961)
Fra nordenden af Mejlø. 1904
234 x 335 mm
Stregætsning
Aksel Jørgensen (1883-1957)
”Forstad i Sol”. 1909
126 x 217 mm
Stregætsning
To skuespillere/Fuld mand/Mand, som prygler en kvinde. 1917
387 x 280 mm
Træsnit
Axel Salto (1889-1961)
Hjort. Udateret
315 x 410 mm
Camaïeuxtræsnit
Kvist med frugter. Udateret
242 x 320 mm
Camaïeuxtræsnit
Povl Christensen (1909-1977)
Efterårslandskab, Odsherred. 1935
284 x 396 mm
Koldnålsradering
Dreng ved vindue. 1950
154 x 226 mm
Træsnit