I flere år har en gruppe interesserede kvinder som con amore-studiekreds arbejdet med at udforske Askov Højskoles grafiske samling, der omfatter ca. 600 blade.
Det har bl.a. resulteret i, at der til Højskolens jubilæum i 2015 blev lavet en udstilling af 40 udvalgte værker med dertil hørende katalog.
Ved præsentationen af udstillingen den 28. februar 2015 mundede Lise Buurgårds åbningstale ud i ønsket om, at udstillingen måtte være til ”gavn og glæde”.
Set fra studiegruppe- deltagernes synsvinkel må det siges at have været tilfældet.
Udstillingen er ikke blot blevet set af de mange, der dagligt færdes på højskolen. Også andre interesserede har taget turen til Askov for at se den, som f.eks. Kunst 6330, Rødding. Derudover har udstillingen så at sige begivet sig på vandring på egne præmisser.
Således blev den vist på Eriksminde Efterskole ved Odder i foråret 2016, hvor der kom positive reaktioner fra både elever og forældre. Og efter indvielsen af Hvide Hus har nogle af værkerne kunnet ses på undervisningslokalernes vægge.
Igen i 2017 kommer udstillingen på vandring. Denne gang til Janus Bygningen i Tistrup ved Varde, hvor der er fernisering den 7. januar 2017 kl. 14. Udstillingen vises frem til 8. februar.
Hvor turen så går hen for de grafiske værker, vides endnu ikke, men arbejdet med samlingen fortsættes ufortrødent i grafik-studiekredsen.
Anni Bøgh Hattesen