Askov Højskoles grafiske samling besøger JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum

Ferniseringstale januar 2017

Herinde i salen hænger en udstilling af nogle af landets bedste grafikere - 30 værker af 14 kunstnere. Udstillingen viser forskellige nedslag af 100 års grafisk kunst - fra Lundbye, der var aktiv i midten af 1800-tallet - til Axel Saltos værker fra 1950´erne.

Og der er jo det specielle ved grafik, at værkerne står lige så levende i dag, som da de blev lavet. Hver lille streg kan ses. Lundbyes æsel har stået og været plaget af fluer siden 1834 - stakkels æsel. Stormvejret over Esrum sø, der pisker uafladelig ind over søbredden hos Thorvald Niss - Joakim Skovgaard har fanget sin kone med strikketøjet i en billedflade af helt tætte skraveringer - Anna Ancher har sanset de gigtplagede hænder og det dårlige syn hos den gamle læsende kone, - Willumsens selvportræt dukker som i et glimt frem ad mørket, - og Louis Moe fortæller eventyr.

De grafiske detaljer inviterer til nærlæsning. Grafikken råber ikke ad os - dens væsen er introvert. Man kan se alle kunstnerens små håndbevægelser, hvert lille livstegn - streger, skraveringer, prikker og andre besynderligheder.

Teknikker! Mange forskellige teknikker er repræsenteret - men flest raderinger. Ætsesyre, asfaltlak.

Baggrunden for udstillingen er den, at Askov Højskole ejer en stor grafiksamling på knapt 600 værker, så det er jo altså et lille bitte udsnit af den samling, der nu vises her, fordi den fortjener at blive set uden for højskolens mure - og vi er glade for, at den nu huses her.

At Askov Højskole er i besiddelse af en så fornem samling, har sin egen pudsige historie - og her vil jeg tillade mig at læse en lille fortælling op om baggrunden for, hvordan samlingen kom til Askov:

Der var engang en ung mand, som rejste til Askov Højskole for at være elev på vinterskolen 1/2 år. Det var under forstander Jacob Appel, så det er mange år siden. Nærmere bestemt var det i vinteren 1881-82. Han hed Anders Madsen, - og han var ikke nogen helt almindelig elev – eller rettere lærling som det hed dengang. Han havde allerede en læreruddannelse fra Blågårds Seminarium og havde undervist som huslærer på flere store gårde. Men nu, som 30-årig, havde han sparet sammen og havde lyst til at videreuddanne sig - så derfor tog han til Askov.

Lærerne beskriver ham som dygtig, stille og beskeden med åbne ører og et åbent sind, og hurtigt blev han optaget af foredrag af de kendte lærere Poul la Cour, Nutzhorn og Ludvig Schrøder.

Selv fortæller han om sit ophold, at han holdt sig mest for sig selv i den store flok af elever på omkring 300. Jeg var noget af en eneboer, skriver han.

Efter opholdet på Askov uddannede han sig til mejerist og fik job på Omø, den lille ø ud for Skælskør, hvor han kunne se over Storebælt til sin fødeegn mellem Nyborg og Svendborg.

På Omø faldt han godt til, og selvom han fik tilbudt store og vellønnede jobs som mejerist, afslog han og blev på øen til han døde i 1918, - kun 56 år gammel.

Han var dog ikke kun en enspænder, for i de 25 år han boede på Omø fik han sat en utrolig masse ting i gang. Han var blevet et barn af dén højskolebevægelse, der prægede hele landet med ny viden og værdier. Han startede en foredragsforening, en brugsforening, en ægsalgsforening - og han fik også sat gang i, at der skulle plantes en frugtplantage. Han var formand for menighedsrådet, og oprettelsen af et folkebibliotek stod også på programmet. Der var nok at se til for den foretagsomme Anders Madsen.

Anders Madsen er selvfølgelig interessant her i dag af den særlige grund, at han ud over sine mange aktiviteter på Omø, også blev en lidenskabelig samler af grafiske blade, - og han får den glimrende ide, at ville testamentere dem til Askov Højskole.

I 1912 skriver han en første forsigtig forespørgsel til skolens bibliotekar Poul Bjerge:

”Der er en sag som ligger mig meget på sinde og hvorom jeg gerne ville høre Deres mening.

Jeg har en samling kunstblade og raderinger, som jeg har tænkt at give Askov Højskole,

hvis den kan være skolen til gavn og glæde.

Jeg har samlet på disse blade i over 30 år og de har været mig til megen glæde og oplivelse. Det er mit ønske, at de også skulle berede andre noget lignende.”

Højskolen modtog med tak den flotte gave, og igennem årene sender Anders Madsen løbende pakker med de grafiske tryk til skolen. I brevene til bibliotekaren skriver han

”Jeg ser med lige så stor glæde på de ældste blade som på de nyere. Som samler ser man jo tillige særlig ømt til de blade, som er meget sjældne og såre vanskelige at få fat i”. (marts 1912)

Og igen i maj 1912: ”Af Vilhelm Kyhn har jeg nu sendt alt, hvad jeg har af ham – på et blad nær – og dermed har I fået næsten alle hans raderinger, i hvert fald de bedste.”

Og en julepakke fra 1914:

”Hermed nogle raderinger - to af Lundbye, tre af Joakim Skovgaard, en af Niels Skovgaard. Jeg tænker, I vil synes godt om dem. Joakim Skovgaards er vistnok store sjældenheder.”

Og fra juli 1912:

I førstningen af min samlertid var jeg altid ivrig efter at vise mine højtskattede blade frem,

men det blev jeg efterhånden vænnet af med, thi der var kun få, der brød sig om dem.

Men af og til kommer her nogen, der deler min interesse og glæder mig ved deres forståelse og kærlighed til denne kunst. Og stundom har jeg morskab af enkelte højtkultiverede, - særlig københavnernes forbavselse - over at finde sådanne ting her ude på en lille afsides ø blandt bønder og fiskere.”

Anders Madsen er en kender og køber ofte de bedste, og derfor også dyre tryk. Pengene skaffer han ved at føre brugsforeningens regnskab, og indtægten fra høns og have går også til grafikken.

”Folk kan slet ikke forstå at jeg køber så mange kunstblade. De synes pengene kunne bruges på en bedre måde. Ja, jeg kunne jo sætte dem i sparekassen, men hvad fornøjelse kan jeg ha af at sidde og kigge i en sparekassebog. Derimod når jeg er træt og medtaget, så tager jeg mine raderinger frem, og når jeg så har siddet og set på dem en tid, så er jeg bleven frisk og glad.”

Det er jo oplivende ord, at åndelig føde trives så glimrende i alle kroge af vores land - nu som dengang - det land, som nogen føler sig berettiget til at kalde udkantsdanmark!

Der er skrevet et katalog til udstillingen - og det er skrevet af den studiekreds, som har valgt de værker, der er med på udstillingen. Vi er 11 kvinder fra Askov og omegn, der jævnlig mødes for at gennemgå en af samlingens kunstnere Bagefter skriver vi biografierne ind på en database.

Man kan se hele grafiksamlingen på databasen, hvis man går ind på højskolens eller Vejen kunstmuseums hjemmeside.

Alle i studiekredsen har valgt at udstille og skrive om deres yndlingskunstner, så man kan med rette kalde det en con-amore udstilling.

Med Anders Madsens opmuntrende ord om, at raderingerne har været ham til "megen Glæde og Oplivelse," - vil jeg ønske god fornøjelse med udstillingen!

Lise Buurgård