Af Chr. Aakjær

L.P. Aakjærs  søns  artikel  om  faderen  blev første   gang   gjort  tilgængelig  i  Sønderjysk Månedsskrift 1985, side 208-212.
 
Landinspektør Chr. Aakjær, Tørring, skriver om barndomshjemmet i Rødding og især om sin far, arkitekt L. P. Aakjær, der »tegnede Rødding både i overført og egentlig forstand«.

Min far var husmandssøn fra Vesterlindet ved Gram i Sønderjylland, hvor han blev født den 26. maj 1883. Husmandshjemmet havde en lang stråtækt bygning med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Endvidere var der en ladevinkelbygning.
I opholdsstuen var der indbygget to alkovesenge med skabslåger og medicinskab imellem. Jeg har adskillige gange sovet i en af disse korte alkovesenge med halm i bunden - måske var der også mus. Ude på gårdspladsen var der en hestegang – det kender man jo ikke mere. Da man hverken havde elektricitet eller motorer, blev hestegangen brugt til at trække tærskeværk og hakkelsesmaskine. Jeg har i timevis travet rundt med hesten for at holde maskineriet i gang.
Min farfar, som jeg er opkaldt efter, var hovbonde under Gram Gods.
Far blev uddannet som arkitekt i Ekernførde og arbejdede derefter på forskellige tegnestuer i Hamborg.
Efter hjemkomsten til Sønderjylland blev han i 1912 gift med Hansine Termansen, gårdmandsdatter fra Østerlindet. Hendes far, Hans Nielsen Termansen, blev ved krigens udbrud 1863 straks indkaldt til tjeneste som menig nr. 399 ved 7. komp. 10. regiment, først en tid lang i Holsten, så Dannevirke og gjorde derfra tilbagetoget med til Dybbøl. Senere blev han taget til fange og nogen tid efter hjemsendt.
Morfar nød den ære at blive udnævnt til Dannebrogsmand; han oplevede det, han kæmpede for, at blive dansk og se Dannebrog vaje over Nordslesvig.
1912 byggede far »Aakjærs hus« i Rød­ding, hvor jeg blev født i 1913. Far drev arkitektvirksomhed og til at begynde med også tømmerhandel. 1915 blev han indkaldt som tysk soldat og blev uddannet ved Pionertropperne i Spandau. Kom herefter til Randstaterne og Rusland og var med til at genopbygge de mange sprængte broer.
Senere blev far ansat som tegner ved 8. armekorps' generalstab i Frankrig. Det var ikke almindeligt, at man ansatte dansksindede sønderjyder ved generalstaben. Far undgik således at blive skyttegravssoldat
- det værste, der kunne ske under l. verdenskrig.
Far kom adskillige gange hjem på orlov. I julen 1917 var han ikke hjemme, jeg var dengang næsten 5 år. Vi havde kun et lille juletræ i en urtepotte på mors sybord. Nedenunder stod min julegave - en trækasse næsten helt fuld af stenbyggeklodser, som min fætter var vokset fra.
Når orloven var forbi, fulgte mor og jeg min far ned på stationen i Rødding, hvor han skulle med »æ Kleinbahn«, som nu er nedlagt. Mor græd aldrig ved afskeden dernede, men jeg vidste jo, at hun gjorde det, når vi kom hjem, så jeg satte mig ud i udhuset, indtil det værste var overstået.
Under en orlov spadserede min far med mor under armen udenfor på Frøsvej, og han fik derfor ikke helt reglementeret hilst på en tysk officer. Kort tid efter kom to soldater med opplantede bajonetter, og far blev sendt tilbage til Frankrig.
Våbenstilstanden kom den 11.11. kl. 11, 1918.
Og selv om: »Dieser Feltzug ist ja kein Schnellzug« nåede far hjem inden jul med lus, lopper og den spanske syge i hælene. Mor blev ikke syg, men vi andre måtte i seng.
Endelig kom Genforeningen; det var for os en meget større begivenhed end befriel­sen herhjemme i 1945.
Jeg var syv år og har nogle af de store Genforeningsplakater blandt andet »Nu kalder Danmark på sine børn, farvel for evigt du tyske ørn.«
Oppe på 1. sal i vort hjem boede Ingeborg Kjems og hendes mor Johanne, som vi kaldte »Bedste«.
Ingeborg var søster til den kendte vandrelærer i Sydslesvig - Niels Kjems. Ingeborg havde det danske flag på kistebunden.
Det var en meget stor dag, da det i regn og blæst for første gang blev hejst 10.2.1920.

Ingeborg og jeg aftalte, at når »Bedste« døde, så skulle vi giftes med hinanden og dele vore penge. Men aldersforskellen var jo lidt stor - og jeg havde nok ingen penge at dele med.
Ingeborg fortalte mig så mange historier om »Bukkebruse« - »Den lille hvide hund« og mange andre, så når vi var på familiebesøg, fortalte jeg altid historier. Vi klædte os også ud og opførte tableauer.
Efter Genforeningen blev far den første danske sognerådsformand i Rødding - det var han derefter i de følgende 17 år.
Christian X besøgte de sønderjyske byer efter 1920. Den 25. maj 1921 kom kongen til Rødding, hvor han på torvet blev modtaget af min far. Jeg hoppede op på trinbrættet af den åbne Mercedes og holdt kongen i hånden. Kongen kom kørende ned ad Nørregade, som derefter blev omdøbt til Kongevej.
Far tegnede Rødding både i overført og egentlig betydning. Han var formand for skolekommissionen, elværket, vandværket og var meddirektør i Rødding Bank. Medlem af bestyrelsen og en tid lang formand for sognerådsforeningen i Haderslev Amt. Endvidere var han bygningskyndigt medlem af provstiudvalget for Tørning Len provsti. Jeg har mange gange været med på disse kirkesyn, hvor vi klatrede op i kirke­tårnet for at undersøge om den store kirke­klokke kunne finde på at falde ned! Der var ialt 29 kirker, der hvert tredie år skulle efterses.

Af de markante bygninger far tegnede i Rødding, vil jeg nævne: Rødding Borger- og Realskole, Rødding Bank og andre nærliggende store ejendomme og de gamles hjem, hvor mor boede et par år, inden hun døde.
I omegnen tegnede han adskillige skoler, gårde og institutioner. Nogle af de arkitektonisk set bedste arbejder er: Alfred Johansens gård fra 1931 i Foldingbro. Søren Jen­sens gård sammesteds og Ejner Ludvigsens gård i Københoved fra 1933. Gårdene er endnu helt uspolerede af om- og tilbygninger. Bygningerne var påvirket af »bedre Byggeskik«-perioden. Byggestilen var nyklassisistisk/funktionel, men tog i høj grad hensyn til stedlige forhold og byggeskik. Gårdene var, sammen med en lang række mindre huse, absolut den bedste periode i fars virksomhed. Der var »kunder« til går­de helt fra Hårby på Fyn og Hasselager ved Århus.
Sammen med arkitekt Peter Gram fra Haderslev tegnede han sygehuset i Gram og amtsrådsmedlem Jens Hörlycks store gård i Skodborg, efter at den gamle stråtækte var nedbrændt i løbet af et par timer. Det frivillige brandværn var selvfølgelig mødt op, og jeg blev sammen med mange andre jaget hen til sprøjten, der blev pum­pet med håndkraft, for at hjælpe til.
Min søster Anne blev født sidst på året 1915. Det var et dårligt tidspunkt at være spædbarn på. Ernæringssituationen var begyndt at stramme til. Jeg har fået allergi mod stuvet kålrabi. Min søster kom på helsehjem ved Kelstrup strand for at overvinde følgerne. Vi var dog så heldige, at flere i familien var landmænd, der kunne forsyne os med madvarer af forskellig art. Til gengæld gemte vi så nogle sække korn under kul i brænderummet, der var jo afleveringspligt for korn til tyskerne.
Min lillebror Svend blev født i 1923. Han viderefører fars arkitektforretning i Rødding. Han er udlært tømrer, har gået på teknisk skole i Odense og tog senere afgangseksamen fra Kunstakademiet i København som akademisk arkitekt.

Vi havde i mange år kommunekontoret i vort hjem. I den ene halvdel af rummet havde far tegnestue og i den anden halvdel var kommunekontoret - alt sammen på et areal, der ikke var større end 4x4 m.
Af medhjælpere havde far en tid Johannes Danielsen, der senere blev ansat ved Sønderjyllands Kreditforening i Haderslev. Endvidere Johan Blom, der var 1. mand indtil kommunesammenlægningen.
I begyndelsen af 1930, med den store arbejdsløshed, blev der demonstreret udenfor vort hus - uden at det dog kom til vold­somheder, men situationen føltes spændt.
Far havde det meste af tiden medhjælp på tegnestuen af John Schmidt, der senere blev stadsarkitekt i Skanderborg. Både far og han havde dengang en N.S.U. motorcykel - den blev kaldt Næsten Stadig Uheld.
Endvidere Svenn Eske Kristensen, der senere blev en kendt københavnsk arkitekt og Kgl. Bygningsinspektør.
Vi havde ung pige i huset. Med os tre børn, medhjælp på tegnestue og kommunekontor, som alle spiste og boede hos os og lærer Andreas Ravn - min fætter - der også spiste hos os, blev det jo en større husholdning. Andreas Ravn blev senere skoledirektør i Haderslev.
Hele vor store familie dernede var dansksindet. Vi var ialt 44 fætre og kusiner. Dengang var det almindeligt, at børnene blev opkaldt efter bedsteforældrene. Derfor er der syv, der hedder Hans, seks der hedder Anne og fem der hedder Christian.
Min fars ældre bror, Jens, emigrerede til USA for at undgå at blive tysk soldat. Sammen med sin norske kone stiftede han en meget stor familie derovre. Jeg har et stort familiebillede af dem, med børn, svigerbørn og børnebørn bliver det til 30 ialt. En af dem hed også Christian Aakjær, vi havde fødselsdag samme dato, men han var noget ældre.
Hjemme talte vi selvfølgelig altid dansk, men eftersom mine forældre har gået i tysk skole - jeg nøjedes med ½ år - forhindrede det jo ikke, at jeg lærte mange tyske sange og ordsprog. Heller ikke at far tog mig i hånden og gående op og ned ad stuegulvet sang vi: »Hoch das Bein, das Vaterland muss leben, so lang der Buch in die Weste noch passt, wird keine Arbeit angefat«.

Vi havde et kristeligt hjem og gik hver søndag i sognekirken. Min søster og jeg gik selvfølgelig også i søndagsskole.
Min far anskaffede sig ret tidligt en af de lukkede høje Fordbiler med evig sne på taget, men den var for fin at køre til kirke i, så vi gik altid!
Oprindelig var der ingen garage i huset, men sidebygningen var først indrettet som hestestald, hvor hestene kunne opstaldes, når vi havde familiebesøg fra landet.
Far døde den 17. april 1959, næsten 76 år gammel. Han blev begravet i familiegravstedet ved sognekirken.
I en af de mange nekrologer i aviserne stod der: »Arkitekt L. P. Aakjær, der har hørt til sin bys mest kendte og ansete skik­kelser, har været en dygtig mand i sit fag med et sikkert blik for arkitektonisk skøn­hed og harmoni«.
Og et andet sted: »Vi er samlet omkring en båre, et dødsfald, der betyder et smer­teligt savn for vor by, men dog mest for afdødes hjem, hvor han fyldte så stor en plads. Han var en mand i ordets bedste betydning«.