”Gaarden” 1844 + 1846
samt nogle ord om aftægtsboligen, ”Hytten”

Den firlængede gård blev opført af Povl Jepsen, der i 1854 byttede den med Holsted Kro. Gaarden kom dermed til at danne rammen om billedhugger Niels Hansen Jacobsens barndom, i det hans far havde haft Holsted kro, og nu kom til at drive den store gård og oparbejdede en trælasthandel. Billedhuggeren erindrede siden at have set Peder Holden Hansen på indkøb. Han var en kræsen herre, der vidste, hvad han ønskede, og ikke lod sig tilfreds med det øverste stykke tømmer.

I biografien  om  Niels Hansen Jacobsen  (1945) kan man læse lidt om Peder Holden Hansen, der også gik under navnet Peder Holdensen: ”A vild saa grov gjaen ha va’n  Arkitekt  –  men no er a vel bløwn  for  gammel,” sagde Peder Holden Hansen engang til Hansen Jacobsen,  da  Billedhuggeren  som  ungt Menneske  var  hjemme  paa  Besøg  i  Fødegaarden.  Dengang  forstod   N. Hansen  Jacobsen  endnu ikke at værdsætte Peder Holdensens Kunst; han fortrød siden, at han ikke havde svaret ham: "Naar man har bygget saadanne Huse, som du har gjort, saa er man Arkitekt!” Hansen Jacobsen sluttede sin Hyldest til Peder Holdensen og den gamle Gaard med disse Ord: ”Naa,  som Honnør for ham har jeg sat en lille pæn Mindesten paa hans Grav – det synes jeg dog, han skulle have ud af det.” 

Denne tekst om den for snart længe siden nedrevet Gaarden er baseret på en stribe fotografier i Vejen Kunstmuseums arkiv samt de opmålinger som Holger Sørensen blandt en gruppe arkitektstuderende foretog under et kursus på Aagaard Højskole 10.8.-10.9.1917 og fik publiceret i tids-skriftet/publikationshæftet ”Maaleren”, efteråret 1917. Dertil knyttes nogle af arkitekt Steffen M. Søndergaards bemærkninger fra hans Holden Hansen monografi fra 1986.

I forordet til ”Maaleren” efteråret 1917 står følgende om huset:
”Skønt stuehuset er symmetrisk, er det ikke saa fast inddelt som Damgaard-ens, idet pillerne ikke er lige store, heller ikke gavlen med de to fag stillet ved siden af hinanden er saa  klar som den tre fags.  Paa den anden  side er  der her gjort et forsøg  paa  at motivere  pilastrene, idet de  bærer enderne af den afbrudte gesims. Desværre er  beliggenhedsplanen  og  stuehusets plan ikke indsen
dt (og desværre ej heller stuehusets facade mod syd). Aftægtshuset er en sjælden smuk og fast løsning af et  lille hus, og  man  ser, i hvor høj grad det er  lykkedes  bygmesteren at gennemføre sit krav om orden og symmetri, selv hvor  pladsen var  kneben. …  Ifølge  oplysninger, for  hvilke  ”Maaleren” skylder  hr.  Billedhugger  N. Hansen Jacobsen  tak, er  de  begge opførte af røde mursten, brændte af bygherren selv.  Disse mørke,  bløde sten  er  saa muret  op  i  ler  og  sand,  der  er kun anvendt kalk til fugningen eller vistnok snarere vandskuringen. Soklerne stod oprindelig i de røde sten, gesimser og pilastre var hvidtede, vinduerne var hvide, dørene røde.”
Teksten er måske forfattet af P. V. Jensen-Klint selv, og retskrivningen afspej-ler tilknytningen til højskolemiljøet, hvor mange ikke længere brugte store bog-staver til navneord, men å har dog endnu ikke fundet indpas hos forfatteren.
 


Arkitektstuderende  Holger  Sørensens  tegning fra Maaleren 1917 af Gaardens stuehusfacade mod gårdspladsen.

Gaardens stuehus er i facaden mod gårdspladsen et fint eksempel på alt det, der blev typisk for Peder Holden Hansens huse. Facaden er præget af god ro takket være en taktfast symmetri, der dog på ingen måde afspejlede rytmen i den indre rumfordeling.

Midtfor understeges symmetrien i den trekantede fronton over indgangen. I sin grundform efterligner den en antik trekantet tempelgavl.  Men over  hoveddøren har Holden Hansen valgt at bryde den i princippet bærende  vandrette gesims, der går i husets længe under tagskægget.  I  forlængelse af lånet  fra antikken lader  Holden Hansen  det se ud til at gesimsen omkring indgangspartiet støt-tes af de to pudsede pilastre  (søjler i relief),  der flankerer hoveddøren.  Jævnt fordeler de seks vinduer sig med tre til hver side for hoveddøren.  Om den skri-ver Steffen M. Søndergaard:  ”Den to-fløjede  fyldningsdør  var af samme type som i Damgaard,  Toftegaard  og  Dyrgaard,  men i stedet for snitværk i over-vinduet var der krydssprosser lige som i bl.a. Vonsild Kirke –  hvoraf også in-spirationen  til   frontonvinduets  radiære   sprosser  kan  stamme.  Gaardens smårudede  vinduer  var  derimod  ikke  karakteristiske  for  Holden Hansens huse.”

Direkte over gårdspladsen stod laden og vinkelret mellem de to længer lå avlsbygningerne. Alle fire stråtækte bygninger havde afvalmede tage. Det vil sige, at tagene skråner ned mod den korte gavl. Af gamle fotografier fremgår det, at der var yderligere et par bygninger (se billedserien nedfor). Da der desværre ikke eksisterer en grundplan fra 1917 opmålingerne eller tidligere, er det ikke til at sige, hvordan de hørte til, og hvad deres funktion har været. 
Gaardens enestående firlænget anlæg var fredet og stod et godt stykke efter billedhuggerens død, men blev i tiden 1953-54 nedrevet til fordel for opførelsen af plejehjemmet Rosengården. Det var dog allerede i slutningen af 1990’erne helt utidssvarende og måtte bygges om til lejligheder.
Det hed sig ved nedrivningen, at Gaarden var blevet for ’ringe’ bl.a. fordi den havde fungeret som husvildebolig. Men den, der har set Egnsmuseet på Sønderskov vokse ud af asken ved, at selv den ringeste rest under kyndig ledelse kan genskabes til en værdigt minde om det, som arkitekturen i dag fortsat står i gæld til: Et fint eksempel på fortidens udnyttelse af det gode håndværk.
Som en ironisk detalje lever elementer fra Gaarden fortsat videre på Vejen Kunstmuseum, i det billedhuggeren i sine private stuer mod nord lod kopiere de karakteristiske Holden Hansen dørkarme fra sit barndomshjem. Flot er de i Maalern 1917 tegnet ind, men dér er eksemplerne hentet fra Damgaard. Der er rosetter i hjørnerne og påsat diagonale bånd hen over karmenes lodrette profileringer.
 

I  ”Maaleren”  efteråret 1917 offentliggjordes  et opslag med  Emil  Andersens, Jens Wedsted Hansens, Søren Knudsen Gluds og N. P. Nielsens detaljerede opmålinger af detaljer fra huse på Kolding-Vejen kanten. På udsnittet her ses til højre  den samme  type karm og dør, som  Hansen Jacobsen  1923-24 lod udføre til sine private stuer på Vejen Kunstmuseum.  

Fra billedhuggerens slægtninge har museet modtaget to små album, der rummer en stribe fotografier fra gården suppleret med to fotografier, der kan beses i billedhuggerens stuer på museet (1. og 4. billede i serien).
Klik her for at sætte billedserien i gang.
 

Hytten
- aftægtshuset til Gaarden





 

I billedhugger Niels Hansen Jacobsens stuer på Vejen Kunstmuseum hæng-er en usigneret akvarel af aftægtsboligen til  hans  fædrene  hjem,  inv. VKV 636. Huset kaldes ”Hytten”, og er i dag en del  af Vejen Kunstmuseum, men udlejes.  Huset var billedhuggerens bolig  frem til han i 1923-24 flyttede ind i den nordlige ende af museet.

I omtalen i Maaleren 1917 fremhæves aftægtsboligen som ”en sjælden smuk og fast løsning af et lille hus”. Arkitekt Steffen M. Søndergaard fremfører imidlertid i 1986 i sin bog om Peder Holden Hansen sine tvivler, og mener ikke, at huset kan tilskrives Holden Hansen: ”Aftægtshusets symmetriske facade af-spejler både bygningens fagdeling  og  dens  hoveddisposition.   Den  midter-placerede dør krones af en lav  trekantfronton  med  rundt  vindue, og  et par rustikapilastre bærer den afbrudte hovedgesims, der fortsætter et lille stykke ind  på  gavlene  og  danner afsæt for overgavlenes gesims.  Opmålingen  fra 1917 viser  hoveddøren  som  en  to-fløjet  fyldningsdør  med  tre ens bosse-fyldninger i hver fløj og  med  et  lavt overvindue.  Opmålingen  viser  også, at vinduerne  har  været  udført  med et  postprofil, der ikke kendes fra andre af den huse, der er tilskrevet  Holdens  Hansen.  Heller  ikke  tofyldningsdørene eller  tilhørende  indfatninger  har paralleller  i  de  huse, der  i øvrigt tilskrives Holden Hansen. …. Med  hensyn  til  aftægtshuset må der  foreligge  en  misforståelse,  idet  en stor  del af  detaljerne her savner fællestræk med Holden Hansens huse.” 

I Vejen Kunstmuseums arkiv er der i Niels Hansen Jacobsens fotosamling en del billeder af Hytten. Som ved Gaarden kan de sammen med tegningerne i Maleren 1917 fortælle os en del af huset og især om, hvordan dets ejer har brugt det. Ser man på grundplanen er den forholdsvis symmetrisk omkring det sydvendte indgangsparti med en stue til hver side – den mod venstre/vest en anelse større end den til højre/øst. I det nordøstlige hjørne er et rum, som måske har fungeret som soveværelse. Der er dog siden indrettet trappe og soveværelser på 1. sal. Den stejle todelte trappe midt i huset ved siden af skorstensløbet fra ildstedet i køkkenet har formodentlig Hansen Jacobsen ladet udføre efter forbillede i bibliotekstrappen på Koldinghus. I det nordvestlige hjørne er der et lille spisekammer ved siden af køkkenet. Huset er forsynet med to døre – den mod syd og en lille køkkendør. Der er i nyere tid påsat et vindfang i den østlige gavl med indgang, hvor der tidligere var et vindue. Udefor hoveddøren er der samme type stenbelægning som ved Gaarden. Indgangen flankeres af to rosenbede, der er kantet med liguster og ved soklen er der plantet et par vin.

   

Fra Tyskland fik Niels Hansen Jacob-sen besøg af Henriette Hahn-Brinckmann. Hun var født, opvokset og uddannet i Danmark, men blev i Tyskland gift med Justus Brinckmann, den legendariske grundlægger af Museum für Kunst und Gewerbe i Hamborg. Sammen sidder de to kunstnere på et stenstykke, og ligusterhækken er næsten væk. Hen over indgangsdøren anes et andet keramisk relief, et udkast til det sandstensornament, som billedhuggeren udførte til drikkefontænen til banegårdspladsen i Vejen. Relieffet hænger i dag i Skulptursalen på Vejen Kunstmuseum oppe over døren ind til billedhuggerens stuer.


Her ses Niels Hansen Jacobsen  foran Hytten sammen med en kvinde, der må være hans anden hustru, Kaja. Stenen til venstre fortæller, at  billedet må være taget efter 1908.  Vinen har  fået  godt fat og dækker nu hele indgangs-partiets trekantsfronton. I husets vestlige gavl ses et åbent vindue på 1. sal – måske den indre ombygning og inddragelsen af 1. salen skete, da  billedhuggeren  blev  gift  for  anden  gang, og de nu skulle bo to i det forholdsvis beskedne hus.

   

 

I privateje findes en lille usigneret akvarel, der forestiller Gaardens stuehus og gavlene på to af avlslængerne. Tydeligt ses det at helheden blev bundet sammen af en gennemgående materialeholdning: de strå-tækte tage, røde mursten og hvidtede gesimsbånd.

Johan  Ulrik  Bredsdorff (1845-1928) udførte i 1905 dette maleri, der tilhører Vejen  Kunstmuseum  (inv. VKV 18). Det bærer  titlen  ”Bondegård,  vinter”, men   motivet   siges  at være Niels Hansens  barndomshjem, Gaarden. Det  bekræftes i  billedserien nederst i dette  afsnit.   Bredsdorff  har  malet gårdanlæg-get fra det østlige hjørne, så det er stuehusets østgavl og stendiget, der ses til venstre i maleriet. 


Arkitekt  Steffen  M.  Søndergaards foto-grafi fra 1985 af Vonsild Kirkes portal. 

 

I Maaleren efteråret 1917 er gengivet N. P. Nielsens og Vilh. Wittrups tegning af Hyttens hovedindgangsfacade samt af den ene gavl. Der er på tegningerne inden antydning af vinduer i gavlen på 1. sal.


Her ses Hansen Jacobsens søster Maren sammen med sin  datter  Henny(?)  og i forgrunden dennes to sønner,  Poul og Anders Bruun-Møller.  Ved  huset  ses  ligusterhækken og syrenen på hjørnet. Kigger man nøje efter, viser  det  sig, at  billedhuggeren  midt over indgangen har ophængt et eksemplar af sin keramiske ”Foraarsmaske”.


Desværre  er  der  ingen  noterede  oplysninger ved  Niels Hansen Jacobsens fotografier, så oplysninger om de portrætterede modtages gerne.De er ’fanget’ ved  indgangen  til Hytten og  over døren ses  en af billedhuggerens lidt farlige keramiske  masker.  Det eksemplar, der  nu hænger  i keramiksamlingen på Vejen Kunstmuseum er på overfladen præget  af nogle små kalkansamlinger, der måske kan forklares  ved  den  påvirkning,  som  det har modtaget mens det hang over indgangen.


Afslutningsvis vises her det eneste kendte interiør  fra Hytten. Til højre sidder Niels Hansen Jacobsen  sammen med Kaja. Bag  dem anes en stor gennembrydning, der må være sket sammen med de øvrige ændringer i huset.
De må være i den forreste stue mod øst. Man kigger derfor  ind i det rum, der måske tidligere har været soveværelse. Her  er  det opretstående klaver, som billedhuggeren  var  glad  for  at  spille på.  Ovenpå det står et udvalg af hans keramik,  og  i  rammen  til  højre skimtes  Henriette Hahn Brinck-manns træsnitsportræt af Niels Hansen Jacobsen.