P. V. Jensen-Klint (1853-1930)
Aagaards hus og Bentzons hus

Fyn 1907

I 1907 fik Jensen-Klint til opgave at tegne to enfamiliehuse på Fyn, i henholdsvis Ryslinge og Svendborg. På denne tid var der for alvor begyndt at være grøde i udviklingen af simple, typefaste huse, der kunne fungere som forbilleder for de mange villaer og statslånshuse, der efterhånden stod for at blive bygget rundt omkring i provinsen og i storbyernes randområder. Jensen-Klint var da også så glad for det hus, som han tegnede til komponisten Thorvald Aagaard, at han syv år efter gentegnede det som sit bud på et mønstereksempel for den vordende Bedre Byggeskik-forening.
  
Man trækker uvilkårlig på smilebåndet når man ser tegningerne til dette sære hus. Det er bygget over en nærmest kvadratisk grundplan på knap 100 m², hvortil knytter sig et mindre udhus med entré på nordsiden. I stuen fordeler fire rum – køkken, spisestue, havestue og barnestue – sig omkring en trappekerne, der fører op til tagetagens sovekamre. Huset er dækket af et vinkelret saddeltag med kraftigt udhæng på siderne. Idet den øverste halvdel af gavlen løfter sig til en murkrone, får hele gavlen et besynderligt udseende, som i høj grad præger indtrykket af huset. Men ikke nok med det. På nordsiden fortsætter taget sin flugt ned over udhuset i en jævnt faldende linje, der næsten får tagskægget til at røre græsset. Fra dette knæhøje tagskæg løfter en spids kvist sig over en lille bryggersdør, der lige akkurat er høj nok til en husmor. Hvis gadefacaden virker lidt sær med sin strutkjole af en gavl, så er nordfacaden til gengæld dybt besynderlig. Den består på det nærmeste af én stor tagflade man uden videre vil kunne træde op på. Dertil tre forskellige skorstene og den lille bagdør, der med nød og næppe kiler sig ind under taget.

Vestfacaden er ikke mindre spøgefuld, idet den er umådeholdent skævvredet i den ene side. Går man nu om på husets sydside mod haven, finder man en helt fjerde situation. Havedøren i midten, to vinduesfag på hver side og en aflang kvist i lige flugt med havestuens vinduer tegner denne ligevægtige facade, præget af anderledes ro og symmetri end de øvrige facader. Netop denne facade giver stærke forvarsler om Bedre Byggeskik. Selv om de øvrige facader faktisk kan genfindes i enkelte Bedre Byggeskik-huse, så var de alligevel for skæve og atypiske til at blive en del af bevægelsens mere klassiske arkitektursprog.

Gavlenes vinduessætning er udpræget funktions-bestemt, men forekommer alligevel ganske velovervejet i forhold til deres sære omrids. På vestfacaden får vinduerne lov at drysse lidt tilfældigt ned over den skæve side, i over-ensstemmelse med det indre rum-forløb. Endnu en pygmædør samt et miniaturevindue til klosettet afslutter forløbets humpende rytme. Gade-facadens symmetriske gavl har to vinduer til havestuen i venstre side, men kun et enkelt til spisestuen i modsatte side. Det giver en tilpas modvægt til indgangspartiet, der rager frem på nordsiden. Over tagetagens gavlvinduer er indmuret en dobbelt trekantform, genanvendt fra hans første hus fra 1896, guldsmed Holms hus i Hellerup. Placeret her under den hævede gavlkam varsler disse kantede murstensdetaljer de spaltede kirke-tårne, som Jensen-Klint arbejdede med senere i sin karriere, kulminerende med Grundtvigs Kirke.
 
Alle gavlkanter er forstærket efter gammel skik med såkaldte strømskifter, der er indbygget i murværket vinkelret på tagprofilet. Idet de er skråt tilhugget lag på lag, i flugt med murens vandrette skifter, dannes en zigzagformet linje langs gavlkanten. Denne traditionelle murværksdetalje optræder i alle Jensen-Klints murede villaer, men i Aagaards hus er strømskifterne trukket en anelse frem i relief, hvorved der fremkommer en markant zigzag-formet skyggelinje. Det er et eksempel på, hvorledes Jensen-Klint trak nye betydninger ud af en gammel byggeskik ved at slå murværkets iboende knudepunkter til ornament. Det lille murstenstrick var Jensen-Klints simple anvisning på, hvor man kunne finde et ornament der var helt renset for stilhistoriske motiver og samtidig pegede på en uendelig række af variationsmuligheder. Mens arkitekten Adolf Loos i Wien talte om, at tiden ikke var i stand til at frembringe noget nyt ornament, gik Klint på opdagelse i murstenens eget gamle univers og fremdrog figurer, der altid havde været latent til stede, men som nu fik en egen udtryksfuldhed i helheden. På samme måde som Adolf Loos uforvarende udforskede naturens eget ornament i sine villaers marmorerede stenvægge. Aagaards hus er muret af røde håndstrøgne mursten og belagt med falstagsten, der var Jensen-Klints foretrukne type tagsten. I hans tidligere murstenshuse benyttede han sig i nogen grad af blødt afrundede formsten til fx gesimsen. Men fra og med Aagaards hus ser han helt bort fra formstenen og opnår derved en mere abstrakt, krystallinsk karakter i detaljen end tidligere, jævnfør de skarpkantede strømskifter og diverse gevækster over vinduer. Et andet punkt hvorpå Jensen-Klint fornyer i Aagaards hus er forbandtet (det mønster der opstår, når murstenene lægges). Hidtil havde han udelukkende benyttet sig af det almindelige krydsforbandt, men i komponistens hus retter han opmærksomheden helt ind på den enkelte sten, idet han til lejligheden har sammensat sit eget forbandt på baggrund af et gammelt flamsk munkeforbandt. Med Thorvald Aagaards hus fik Jensen-Klint derved skabt sit hidtil mest rendyrkede udtryk for en af de ’leveregler’ han formulerede til de unge arkitekter i 1921: ”Dyrk Murstenen, den røde eller den gulig hvide. Udnyt alle dens rige Muligheder; faa eller ingen Figursten. Kopier ikke Detailler, hvad enten de er græske eller gotiske. Dan dem selv af Stoffet”

Foto's: Ole Meyer