De to matematiske begavelser havde truffet hinanden da den unge Peder Vilhelm Jensen, som Jensen-Klint oprindelig hed, opholdt sig på Askov Højskole, hvor Poul la Cour underviste i matematik og naturfag fra 1878 og nogle år frem. La Cour ønskede et kompleks bestående af nogle mindre bygninger samt en hovedbygning, der skulle fungere som fundament for selve møllen og tillige rumme laboratorier. At Jensen-Klint var klar i mælet fra først af i sin arkitektkarriere, fremgår af et brev til la Cour, der antagelig var kommet for skade at foreslå tagpap som afdækning: ”Jeg maa meget indstændigt fraraade Tagpap, der efter min Mening er et af de grimmeste Materialer som findes, om end det kan bruges paa Træskure eller lignende, hvor der aldeles intet Krav gøres paa Udseendets Soliditet, som jeg netop har lagt særlig Vægt paa.” Dette ønske om soliditet, ansporet af møllen der hviler tungt på sin underbygning, har været udslagsgivende for anlæggets udformning. Den trefløjede hovedbygning består af en kvadratisk midterdel med maskinrum hvorpå møllen hviler, samt to halvtagsdækkede udbygninger mod øst og vest, der skyder lidt frem fra facadeplanet på nord- og sydsiden. I udbygningernes gavle er indsat et stort vindue, omrandet af en murniche, der er tilspidset oventil i flugt med tagets hældning. Denne detalje er med til at give bygningen et maurisk præg, som ikke kan genfindes i Jensen-Klints senere produktion. Til at understrege fornemmelsen af vægt har Jensen-Klint forsynet den buttede møllebygning med støttepiller, der krænger ud fra bygningens hjørner. På øst- og vestsiden springer støttepillerne lige frem, uden at gå om hjørnet. Det bevirker, at pillerne på nord- og sydfacaden kun viser sig på den side af de store gavlvinduer, der vender ind mod midten, hvor de ligeledes springer frem fra facaden uden at gå om hjørnet. Denne mærkelige asymmetri er meget talende for bygningens indre kraftforløb, skønt støttepillerne strengt taget ikke er nødvendige for konstruktionen.

Med Askov Forsøgsmølle tager Jensen-Klint det første skridt mod en friere behandling af det historiske materiale, hvor de enkelte motiver ikke blot ses som indslag i en ny form eller sammenhæng, men også bliver indarbejdet med et specifikt arkitektonisk sigte i forhold til helheden. Det er en tidlig form for ekspressionisme, hvor enkeltdelene er arbejdet organisk sammen til en kompakt enhed, der danner et udtryksfuldt billede på bygningens indhold. Jensen-Klint har også givet tegning til selve møllen, som blev bygget på hollandsk forbillede og beklædt med træspån. Møllen blev til at begynde med forsynet med et seksvinget keglevindfang, som la Cour havde gjort forsøg med i sin hjemmelavede ’vindtunnel’, hvor han afprøvede forskellige vingetyper. Allerede året efter blev vindfanget dog erstattet af et firevinget vindfang, idet den seksvingede udgave viste sig at være alt for tung og desuden langt fra den ideale vingetype, som la Cour via en række systematiske vindtunnelforsøg med knækkede og hvælvede vingeplader udviklede omkring år 1900.

Få år efter indvielsen blev mølleanlægget udvidet med yderligere to mindre bygninger, i samme formsprog som hovedbygningens vestvendte tilbygning. Der findes ingen tegninger til disse bygninger, der dog højst sandsynligt er tegnet af Jensen-Klint. I 1929 gik møllen til under en brand. Den blev kort efter erstattet af en moderne gitterbåren vindmotor, der hvilede på et ottekantet fundament, støbt i beton. Denne mølle blev revet ned i 1968 og siden erstattet af et lille observatorium, der blev nedtaget i 2004. Bygningerne ejes nu af Poul la Cour Fonden, der har indrettet et lille museum i hovedbygningen og desuden stiler mod en større istandsættelse.

Thomas Bo Jensen