Op til den store landsudstilling i Århus, der blev afholdt i sommeren 1909, satte en gruppe arkitekter sig for at forberede det praktiske og økonomiske grundlag for at opføre en mønstergyldig stationsby i tilknytning til Landsudstillingens allerede planlagte del. I al hast blev en række arkitekter udpeget til at tegne hver sin bygning til denne idealby, der skulle ”oplade Øjnene paa vor Landbefolkning til at se Forskellen paa godt og ondt”, som det hed i målsætningen. Blandt andre Anton Rosen, Hack Kampmann, Ulrik Plesner, Andreas Clemmensen og Jensen-Klint blev valgt som arkitekter på hver deres hus. På baggrund af en byplan tegnet af Kampmann blev der i alt opført 13 forskellige huse i Stationsbyen, tilegnet hver sin særlige funktion. Stationsbyen blev en enorm succes og ansås af mange for at være ”et vægtigt Bidrag til at omstemme vore Landsbyer og Stationsbyer i Skønhedsretning”, som Politikens anmelder skrev. Også i udlandet var der stor interesse for projektet, der bl.a. begejstrede en tysk arkitekt fra tidsskriftet Architektonische Rundschau, som i en rigt illustreret artikel kaldte husene ”sande Perler i jævn Architektur”. Her var fuld forståelse og beundring fra den tyske arkitekt, der anså Stationsbyen for at være ”et Stykke praktisk Kulturarbejde, som man ikke kan ønske sig bedre.”

Stationsbyen blev et gennembrud for de små, massive murstensbygninger med brede huskroppe og valmede tage, hvor enkle proportioner og klassiske inddelinger overflødiggjorde den dekoration, man havde fundet uundværlig for arkitekturen indtil da. Herfra udsprang Bedre Byggeskik-foreningens sagtmodige, men holdningsfulde hustyper. Og her fik unge arkitekter impulser til en videreudvikling af de klassiske dyder på et moderne grundlag, i toneangivende arbejder som Gudhjembanens stationsbygninger, Bakkehusene eller villabyen Grøndalsvænge, der alle er tegnet af arkitekter med rødder i den Klint’ske opdragelse.

Jensen-Klints bidrag til Stationsbyen var Smedjen, der må betegnes som hans mest stilfærdige hus, om end det udmærkede sig med lidt større personlighed end Stationsbyens øvrige huse. Det er en aflang bygning med saddeltag og fremskudt valm, der hviler på seks stolper. Bag denne primitive ’porticus’ ligger selve smedjen, og bag denne en simpel bolig, der har indgang i gavlen i modsatte ende. Gavlens hævede kam er lånt fra Aagaards hus, ligesom de murede udkragninger under tagskægget. Husets eneste egentlige dekoration er tre udkragende murskifter på gavlen. Langsidernes løse vinduessætning giver sammen med den høje skorsten og det fremskudte valmtag en dynamik i huset, som ikke fandtes i Stationsbyens øvrige huse. Man kan se af skitserne, at det er tegnet i hast. Det lader til at dette vilkår samt det skrabede budget har haft en sund indvirkning på huset, der har noget instinktivt over sig. Som en primitiv urform, rettet lidt til af en arkitekt der ikke har haft tid til at gøre det til ’rigtig’ arkitektur.

Thomas Bo Jensen