Historie og restaurering

Af arkitekt m. a. a. Steffen M. Søndergaard, Askov

Arkitekt Steffen Søndergaards tekst om  Malt  gl.  Præstegaard   blev  i  1995 udgivet som del af en billedrig publikation  på  foranledning  af  Helle  og   Erik Boisen, der købte ejendommen i 1989 og fortsat ejer den.

De fleste af 1800-årenes landbygmestre er for længst glemt. Enkelte huskes dog stadig, blandt dem Peder Holden Hansen - også kendt som Per Holdensen - der virkede på egnen omkring Andst, Vejen og Brørup fra 1835 til 1874.
Peder Holden Hansen blev født i 1812 i Mejlby, lidt syd for Kongeåen, men i 1817 flyttede familien til Lindknud, nord for Brørup. Da den unge Peder hele tiden havde fast bopæl hos sine forældre, må han have fået sin håndværksuddannelse på egnen, men i forbindelse med hans ansøgning i 1835 om næringstilladelse som murer, tømrer og snedker oplyses kun, at han var oplært hos en landsbyhåndværker. Ansøgningen var forfattet af tre Lindknudbønder, der bevidnede, at "ungkarl Peder Holden Hansen er oplært i snedker- og tømrer- og murerprofessionen, så bemeldte Peder Hansen er fuldkommen duelig til at påtage sig nybygningers opførelse med alle tre professioner", og tilladelsen blev udstedt kort tid efter.
Tidens stil var præget af klassicismens krav om symmetri og regularitet og af arkitekturdetaljer som trekantgavle og søjler. Det er dog uvist, om læreforholdet bibragte Holden Hansen mere end rent håndværksmæssige færdigheder, og hans yngste datter mente da også, at han i alt væsentligt var selvlært. Den uskolede, men talentfulde landbygmesters anvendelse af de arkitektoniske virkemidler må derfor skyldes hans egen bearbejdelse af indtryk fra omegnens herregårde og fra den nærmeste provinsby, Kolding. Af de mulige inspirationskilder eksisterer fortsat Hviidsminde fra kort efter 1800 ved Kolding, hvorimod det mest oplagte forbillede, Kolding Rådhus fra 1840 - der fremstod som en provinsiel udgave af C.F. Hansens rådhus fra 1816 i København - for længst er nedrevet.

"Gaardens" stuehus fra 1846 i Vejen. Indgangspartiet med pilastrene  under enderne af den afbrudte  gesims var en uortodoks, men vellykket udformning der så at sige blev Holden Hansens varemærke, når  det  drejede  sig  om almindelige stuehuse. De smårudede vinduer er til gengæld utypiske.
I "Gaarden" blev billedhuggeren,  Niels  Hansen-Jacobsen født,  men selv om han senere  blev byens æresborger, og selv om "Gaarden" blev fredet efter bygnings-fredningsloven, lod Vejen  kommunalbestyrelse bygningerne nedrive i  1950erne for at give plads til et alderdomshjem.
Niels Elswing fot. 1954. Nationalmuseet.

I 1836 blev Holden Hansen gift med Birthe Marie Hansdatter, der var kommet til Lindknud som tjenestepige, og i 1839 købte han af sin far "selvejerstedet Østerholm", hvortil familien var flyttet i 1836. Det fremgår af folketællingslisterne, at Holden Hansen i 1840 var "husmand og tømmermand", i 1845 var han både "husmand, murermester og tømmermand", og i 1860 var han avanceret til "bygmester". I takt med at byggeriet blev Holden Hansens hovedbeskæftigelse, kom husstanden også til at omfatte egentlige håndværkere foruden de tjenestekarle, der må have udført landbrugsarbejdet på Østerholm i hans fravær.
Fra omkring 1860 optræder Holden Hansen i brandforsikringsarkivalierne som den ene af de to "amtstaxationsmænd", der bistod branddirektøren ved "indtegningen under brandforsikringen". Et års tid senere blev han synsmand ved kirke- og præstegårdssyn - et hverv han kom til at bestride for Malt, Andst og Slaugs herreder og beholdt til sin død. I 1867 blev Holden Hansen desuden indvalgt i sogneforstanderskabet og kom fra første januar 1868 til at sidde i Vejen-Læborg kommunes første råd, hvor han blev siddende til udgangen af 1873.

Holden Hansens og hans dygtigste kollegers gårde var symmetriske anlæg med fælles midterakse for det fritliggende stuehus og de to eller tre avlslænger. Stuehusene havde enten en midterplaceret, gavlkvist-kronet dør i hovedfacaden - og den uundværlige bagdør (midt) i den ene gavl - eller to symmetrisk anbragte døre. I begge tilfælde har det været almindeligt at lade langsidernes dør(e) flankere af pilastre, men det forekommer ret tilfældigt, om udformningen og anvendelsen af de klassicistiske arkitekturdetaljer er stilmæssig korrekt. Bevarede projekttegninger til Skødebjerggaard og opmålinger af Damgaard viser desuden, at avlslængernes facader mod gårdspladsen ikke blot var symmetriske, men at modstående facader så vidt muligt spejlede hinanden. Bygningerne har i adskillige tilfælde fremtrådt i røde eller gule sten og med hvidtede gesimser og pilastre, men langt de fleste er i tidens løb blevet over-kalkede. Tagene var generelt stråtækte, undtagelsesvis teglhængte. Yderdøre og vinduer var klassicistiske - dørene tofløjede og med udskårne overvinduer, hvis motiver næsten var standardiserede lige som trekantgavlenes vinduers.

"Stenbrogaards"   stuehus   fra  o.  1868  ved  Brørup  har   et   indgangsparti svarende til "Gaardens", men  huset   er  lidt  større  og  har tre skorstene. De smalle vinduer, der flankerer hoveddøren, giver lys til forstuen. SMSfot.

Kun forholdsvis få gårde vides med sikkerhed at være opført af Peder Holden Hansen, og af dem eksisterer stadig bl.a. Vejen Præstegård, Skødebjerggaard ved Vorbasse, Stenbrogaard ved Brørup samt Holden Hansens eget hus og nabogården i Gødsvang. Disse gårdes stuehuse har imidlertid en række karakteristiske detailler fælles, som adskiller dem fra andre, samtidige. Det er allerede nævnt, at dørenes udskårne overvinduer næsten var standardiserede lige som trekantgavlenes. Hertil kommer, at profileringen af vinduernes lodposte og karme samt af de indvendige døres gerichter generelt er personlig og kendetegnende - selv om den har rod i samtidens gængse udformninger. Disse fælles træk danner grundlag for at tilskrive Peder Holden Hansen bl.a. følgende, endnu eksisterende gårde, Damgaard, Den Gule Gaard og Petersborggaard - alle ved Andst, Toftegaard i Gesten, Johannehøj og Bækkegaard ved Bække, Gjern-drupholm, Toftager og Højbogaard ved Gerndrup, Lille Skovgaard ved Vejen samt ombygningen af sidefløjene og hovedfløjens midterparti på Estrup Hovedgaard ved Vejen. Adskillige af de nævnte har dog i tidens løb undergået betydelige ombygninger.

"Stenbrogaards"   haveside  har  et  fremspringende  midterparti,   hvis  bredde svarer til den bagved-liggende havestues,  og her er således  god overensstem-melse mellem facade og indretning. SMSfot 

I april 1874 købte Holden Hansen et hus i Gødsvang og bosatte sig der efter at have solgt Østerholm i juni samme år. Han var på dette tidspunkt knap 62 år gammel og hans kone omkring 68, så flytningen skyldtes vel et ønske om at nedtrappe arbejdet og tilbringe alderdommen i nærheden af de to døtre, der var gift med gårdmænd i Gødsvang. Herefter indskrænkede byggeriet sig da også til nogle få ombygninger - bl.a. af det nyerhvervede hus samt af døtrenes gårde og sønnens - og det er næsten symbolsk, at bygmesteren i sine sidste år snedkrede ligkister og støbte gravsten.
Som tidligere nævnt fortsatte han dog med at være synsmand, men det fremgår af synsprotokollerne, at han fra omkring 1870 rystede stærkt på hænderne, og i 1883 gik han derfor over til at benytte et stempel i stedet for underskrift. Det anvendte han senest ved synet over Grene Kirke den 29. juni 1886 - mindre end fire måneder før sin død den 8. oktober. Holden Hansen ligger begravet på Tistrup kirkegård, under en gravsten, der er udført af billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen - "Bygmesteren til ære og minde for de mange skønne hjem han har bygget i Ribe Amt".

Bebyggelsen  i  Malt  set  fra  øst. T.v. ses Malt  Kirke, i midten  Malt Mølle og t.h. kan man ane Malt Præstegård mellem  træerne.  Foto fra  begyndelsen  af vort århundrede i Lokalhistorisk Arkiv.

Præstegården lå tidligere i Maltbæk, men var efterhånden blevet så forfalden, at man i 1866 ved det årlige præstegårdssyn fandt, at den burde "opføres af nye ad Aare". Året efter indhentede Stiftsøvrigheden derfor hos Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet principiel godkendelse af, at de gamle bygninger samt en del af præstegårdsjorden kunne sælges ved offentlig auktion, og en ny præstegård opføres på Kirketoften ved Malt Kirke. I januar 1868 fremsendte Stiftsøvrigheden til ministeriet overslag og tegning til den nye præstegård "efter at vi have... ladet Tegningen til Stuehuset omarbeide, således at vi nu skjønne, at der efter denne Tegning vil kunne opføres en hensigtsmæssig Bolig for en passende Sum". I marts samme år godkendte Ministeriet tegning og overslag med den bemærkning, at "Gavlene på Stuehuset, for så vidt der ikke anvendes brandfrit Tagmateriale, ville være at opføre heelt af Muur", d.v.s. uden afvalmning (og det må være dette krav, der ligger til grund for anvendelsen af tagpap, der blev anset for "brandfrit"). Ved synet over den gamle præstegård i 1868 anføres det derfor, at "den hele Præstegaard agtes solgt og en ny opført snarest" - og protokollen er underskrevet af bl.a. Peder Holden Hansen, der var den ene af de to bygningskyndige synsmænd. I juni 1869 afholdt provst Schousboe og synsmændene, J. Eriksen og P. Holden Hansen syn over de indkøbte materialer til den nye præstegård.

Malt Præstegård set fra sydvest. Stuehuset fremtræder med sit oprindelige tagpaptag og med lave skorstenspiber, der svarer til kødebjerggaards. Farveforskellen på murværk og gesims skyldes, at stuehuset oprindeligt fremtrådte i gule sten og med hvide gesimser, hvilket blev konstateret under restaureringen. Den åbne veranda på husets haveside er forsynet med en spinkel trækonstruktion til slyngplanter. I vestlængen ses porten for det sydligste af de to tværgående agerum. Porten er lavere end gårdsidens, fordi man her kørte ud med den tømte vogn. Udsnit af foto fra 1884 af Malt Kirke i Lokalhistorisk Arkiv.

Arbejdet må være blevet påbegyndt umiddelbart efter, for i juli 1869 henvendte Stiftsøvrigheden sig igen til Ministeriet om et par ændringer af det godkendte projekt: "Efter at Arbeidet nu er paabegyndt, have vi tilladt, at de to Udhuse hvert maa opføres 2 Fag kortere end efter den approberede Tegning, hvorved en Del af Byggesummen, 80 Rdl. vil bespares, medens Husene dog ville være fuldstændigt tilstrækkelige til at rumme Præstegaardens Avling og Besætning m.v., lige som vi efter Konference med Bygmesteren have indrømmet den Forandring i Tegningen for Stuehusets Opførelse, at der i stedet for 2 Dørre på Husets Facade kun bliver een Dør, hvorefter der foruden nogle mindre Forandringer i Husets Indretning vil blive anbragt en Dør i Enden af Huset som Indgangsdør til Kjøkkenet". Ministeriet sanktionerede ændringerne, og den 12. oktober 1870 blev der afholdt syn over den nyopførte præstegård af provst Schousboe og synsmændene Jens Eriksen og Jens Boesen.

Synsprotokollen oplyser, at den nyopførte præstegård består af et stuehus, der er 41 alen langt og 14 alen og 6 tommer bredt samt en staldlænge og et ladehus med vognremise, begge 15 fag lange og 11 alen og 9 tommer brede. Bygningerne befandtes solidt og godt opførte i henhold til tegning og overslag.
De samlede udgifter beløb sig til 6409 Rdl. og 35 sk. - incl. planering, gravning af en syv alen dyb brønd samt plantning af træer i haven syd for stuehuset. Det tilføjes, at der på stuehusets tag er oplagt tagpap, som leverandøren, P. Brandorff i Kolding har forpligtet sig til "at vedligeholde og svare til i de første fem år". Synet finder iøvrigt, at dette tag er langt fra at være tæt for øjeblikket.
Hverken korrespondance eller synsprotokoller oplyser navnet på Malt Præstegårds bygmester. Bygmestres navne interesserer ikke de kirkelige myndigheder, for hvem det ene fornødne er overholdelse af budgetterne. Tegningerne har åbenbart heller ikke kunnet aftvinge større interesse, for selv om de skulle indsendes "in duplo", således at det ene eksemplar kunne forblive hos Stiftsøvrigheden, er ingen bevaret. 

Femogfyrre år senere skrev sognepræsten i Vejen, J. C. Richter - der selv boede i et af Holden Hansens huse - en artikel om bygmesteren og hans arbejder. Heri oplyses det, at Malt Præstegård er bygget af Holden Hansen, der som påskønnelse af sit arbejde fik foræret et smukt skakspil af ben med tilhørende brædt af mahogni samt en kikkert og et maleri.
Richters oplysning bekræftes i alt væsentligt af forholdene på stedet. Bl.a. nogle snedkerprofiler, der afviger fra Holden Hansens karakteristiske udformninger, tyder dog på, at han næppe har været direkte impliceret i hele den håndværksmæssige udførelse, men snarere har bistået som rådgiver og tilsynsførende. En sådan indsats af en bygnings-kyndig person efterlyses da også allerede i 1867 af sognepræsten.
I betragtning af at et omarbejdet projekt forelå allerede i januar 1868, kunne den nævnte, sene omdisponering af stuehuset - som nu får én dør i facaden, i stedet for to samt hvad deraf følger - være foretaget af Holden Hansen som led i en sådan rådgivning. I det mindste må omdisponeringen være foretaget umiddelbart efter synet over indkøbte materialer i juni 1869, hvor han deltog.

Konfirmandhold på Malt Præstegårds hovedtrappe i begyndelsen af vort århundrede. Hoveddøren, der har høje, smalle fyldinger - men intet overvindue - adskiller sig fra Holden Hansens. Bemærk desuden soklen og stenpikningen, der senere ændres. Foto i Lokalhistorisk Arkiv.

De bevarede synsprotokoller for perioderne 1855-89 og 1923-71 giver mulighed for at følge vedligeholdelse og ændringer år for år:
Allerede i 1872 var taget utæt på stuehusets sydside, og trappen ved indgangsdøren var brøstfældig. I henholdsvis 1881 og 1887 var der behov for omlægning af dele af avislængernes vestvendte tagflader. I 1887 henledte synet "Sognepræstens Opmærksomhed paa, at Vaaningshusets Tag, som er utæt, forbedres, og man henstillede til ham at fremkomme med Forslag i den Henseende". Året efter "mente Sognepræsten at have fundet en Mand, der kan gøre Taget over Vaaningshuset solidt, og man afventer nu Resultatet af dennes Virksomhed". Det er uvist, hvad den af sognepræsten opledte tagreparatør præsterede, men i perioden mellem 1889 og 1923 må man have opgivet at lappe tagpaptaget og har i stedet oplagt et skifertag ovenpå. Det må også være i denne periode, at havesidens veranda forsynes med tag.
I februar 1924 overvejer man at lægge grus på gårdspladsen og "opføre en Kampestensmur langs Facaden af Stuehuset". Det står ikke klart, hvad formålet med muren er, men i maj samme år er fremgangsmåden fastlagt: "Med Hensyn til Gaardspladsens Forbedring tænker man sig indtil videre, så vidt Midlerne rækker, at opsætte en 6-Stens Mur i 2 Alens afstand fra Stuehusets Nordside, lade mellemrummet stensætte og overløbe med Cement eller Tjære". 

I 1941 besluttes det at omsætte murværket ved hovedtrappen. I 1943 kloakeres. I 1946 indlægges kraft og vand, og i husets NØ-hjørne indrettes der bad og børneværelse. I 1949 tilmures portene på vestsiden af vestlængen, og i 1952 fornyes portene mod gårdspladsen.

Præstegårdens    vestlænge,  der  blev   revet   ned   i   1956,   var   først   og fremmest  lade, men  havde  haft  hestestald  i  den sydlige ende med  adgang via  en  dør  midt  i  syd-gavlen.  Bag  den  buede  port  ved  siden  af  var  der "vognremise".  Senere  blev  der  indrettet  hestestald  med  fodergang  midt  i bygningen, og  de to  lavere  porte  kan  være  isat  i  samme  forbindelse.  En pendant  til  den  buede   port  er  skjult  af  træer.  Luftfoto  fra  slutningen  af 1940erne hos Nete og Jørgen Kelstrup.

I 1952 opsættes der Cellotexplader på indersiden af ydervæggene, og i 1956 bliver der installeret centralvarme. Samme år fornyes hoveddøren, og vestlængen, der var dårligt funderet og havde fået tilføjet støttepiller, nedrives.
I 1959 konstateres der svamp i et af stuehusets gulve, og i 1962 er der svamp og råddenskab i midterpartiet mod haven.
I 1964 opføres en ca-port i hjørnet mellem stuehuset og østgavlen. I 1967 lægges der vinyl i baggangen. Dørene til badeværelse og børneværelse fornyes, og døren til køkkenet moderniseres med en plade, der skjuler fyldingerne. Desuden sænkes loftet i gangen. I 1968 efterses vestgavlen og repareres for vandgennemslag, og det anbefales at ventilere skabene bag den.
I 1971 sælges præstegården. Til grund for salget lå indskrænkede beslutningstageres besparelsesønsker på baggrund af bl.a. den her gengivne rapport fra præstegårdskonsulenten. Denne manglende fornemmelse for bygningskultur var desværre ikke enestående og har i Ribe Stift medført bortsalg af adskillige, bevaringsværdige præstegårde.