Familien er forsamlet i Stadsstuen på Gaarden, tæt omkring klaveret. Niels Hansen Jacobsens niece Kaja Jensen (1875-1947), der var forstander på børnehjemmet i Vejen, sidder yderst il venstre, dernæst ser man billedhuggeren. Bag ham står hans niece, Henny (1884-1947), og dennes mand, boghandler Hans Peter Bruun-Møller (1881-1971). Bemærk at billedhuggerens keramiske reliefportræt af hans hustru Gabriele hænger på væggen bag Henny. Ved klaveret sidder endnu en af billedhuggerens søstre, ”Kisse”, Kirstine Jensen (1873-1951). På klaveret står nogle af hans keramiske værker. Det andet ophængte portræt fra venstre hænger i dag i billedhuggerens stue på kunstmuseet. Næstyderst til venstre står Karl Peter Jensen (1887-1930) og ved siden af ham sidder hans mor, billedhuggerens søster Maren (1847-1922) på en stol, der i dag har fået plads på kunstmuseet. Bemærk dørkarmenes hjørnerosetter, som Hansen Jacobsen siden lod kopiere til sine stuer på Vejen Kunstmuseum. En af billedhuggerens nevøer har ved sit eksemplar af fotografiet skrevet: ”Åbent til veranda med de kulørte glas.”

 

Tilbage         Frem

Tilbage til Gaarden