P. V. Jensen-Klint (1853-1930) Jensen-Klint og Landsforeningen Bedre Byggeskik ”Foreningens Formaal er ved et Samarbejde mellem Haandværkere, Architekter og Bygherrer at skabe en ny Byggeskik, danne faste Typer for Huse hvori kravet om praktisk Nytte og Brug, om Økonomi forenes med Hjemlighed og Skjønhed. Naar dette Maal er naaet, har Foreningen løst sin Opgave, og kan trygt overgive den i de Hænder, hvor den naturligt hører hjemme, hos Haandværkerne der skal bygge, og hos dem, der skal bo i Husene.” Således lød det første manifest for Landsforeningen Bedre Byggeskik, formuleret af Jensen-Klint og oplæst af samme på landsforeningens stiftende møde i Odense den 27. juni 1915.Disse bestræbelser havde Jensen-Klint gennem foredrag og artikler haft sin andel i at fremme, men en nok så vigtig stemme i koret var Emma Gad, der i 1904 skrev en bandbulle imod det hun karakteriserede som ”Smagens Forfald” i de nye stationsbyer, som skød hastigt frem på den tid. Disse byer spreder ”en saadan Uhygge, at man vilde fortvivle ved Tanken om at skulle henleve et Liv paa et saadant Sted”, skrev fru Gad, netop hjemvendt efter en sommerferie i Nordjylland. Stationsbyernes huse mindede hende mere om ”tysk Fabrikssmag” end ”dansk Særpræg”, og hun mente derfor at der nu var ”Grund til at stifte en stor Forening til Landboligens Skønhedsbevarelse, maaske udgaaet fra vore Architekter?” Admiralinden lod dette spørgsmål gå videre ”til de Kredse – hvis de findes –, som har Kærlighed til vort Folks Særpræg og gamle, nedarvede Skønhedsbegreb.” I februar 1912 modtog Jensen-Klint en indbydelse fra arkitekt Robert V. Schmidt, Kolding, som havde taget Emma Gads snart otte år gamle opfordring til sig: ”Som det maaske vil være Dem bekendt”, skrev Schmidt, ”er det min Hensigt – med forventet Støtte fra forskellige Sider – at forsøge dannet en Landsforening, hvis Opgave det skal være at søge Byggeriet rundt omkring i Landet ført ind i et bedre Spor.” Derfor ville Robert Schmidt indbyde en række ”indflydelsesrige Mænd” (og én kvinde) til at deltage i et forberedende møde på Charlottenborg i København. Det lykkedes Robert Schmidt at samle en temmelig magtfuld kreds af delegerede fra alle tænkelige lag af byggeriet samt en række erhvervsfolk, lokalpolitikere og folketingsmedlemmer. Mødet afholdtes den 18. marts samme år og førte til nedsættelsen af et bredt udvalg, der skulle arbejde for at oprette ”en Landsforening for et bedre Byggesæt.”
Året før, i 1911, havde Jensen-Klint og hans elev og
kommende svigersøn Ivar Bentsen stiftet foreningen ”Maaleren”, hvis
hensigt var ”at tilvejebringe og udgive Opmaalinger af gode gamle
Huse og andet godt Haandværk”, som det hed i vedtægterne. Foreningen
afholdt desuden sommerkurser i opmåling for bygmestre og lærere ved
håndværkerskoler og tekniske skoler. Foreningens sekretær var den unge
arkitekt Harald Nielsen, mens kurserne blev ledet af Bentsen og Jensen-Klint.
Kurserne var fra første færd et tilløbsstykke og formålet var at
dygtiggøre bygmestre og kvalificere lærere til at undervise i det
nyoprettede fag Bygningskultur ved Teknisk Selskabs skoler. Klik her for at se og læse om Peder Holden Hansen og hans huse Holden Hansens gårde er præget af streng symmetri og klare, faste inddelinger. Stuehusene er karakteristiske ved en lav gavltrekant, der løfter det bløde stråtag lidt over hoveddøren. Under gavltrekanten er døren flankeret af to eller fire pilastre, der ’bærer’ en afbrudt eller en gennemgående gesims. Holdensens bygninger repræsenterer en stærk forfinelse og forenkling af de landlige bygningstraditioner udviklet gennem barok, rokoko og empire. Samtidig er de præget af en håndværks-idealisme og stoflig finhed, som må have hensat Bentsen og Jensen-Klint i mild ekstase: vandskuret murværk med markante tjærede sokler, kalkede gesimser, sirligt udskårne egetræs-kapitæler (udført af bygmesteren selv) og sprøde stråtage, der hviler blødt over de fast afstemte helheder. Naturligvis måtte Peder Holden Hansens huse være omdrejningspunkt for nogle af Maalerens sommerkurser. Således også i 1912, hvor kurset afholdes i Askov og nogle af Holden Hansens gårde bliver målt op.
Det siger sig selv at Jensen-Klint og Ivar Bentsen var selvskrevne medlemmer
af det udvalg der i foråret 1912 fik til opgave at forberede en kommende ”Landsforening
for et bedre Byggesæt”. Efter en periode med en række møder i udvalget kom
der for alvor gang i sagerne, da man holdt et stort landsmøde i Odense i
foråret 1915. På mødet talte arkitekt Carl Brummer om ’bygningskunstens
forfald’ og forfatteren Johan Skjoldborg om genopdyrkelsen af gammel dansk
kultur. Mødets tredje taler var Ivar Bentsen, som gik mindre sentimentalt
til værks. ”Vor Sag er ikke blot særlig dansk, men international, ja mere
endnu: den er almenmenneskelig”, erklærerede Bentsen indledningsvis,
hvorefter han gik over til at tale om de hustyper, der i hans øjne burde
udgøre grundlaget for Landsforeningens virke. ”Der findes to ældgamle
Hustyper, hvortil de fleste ordentlige danske Huse kan regnes. Lad os se paa
de to Typers særlige Værdier, paa Krydsningerne imellem dem og paa
Muligheden for at bevare dem eller forny dem efter Behov.” Den ene
hustype Bentsen fremhævede var ”den cellebyggede Længe”, som
havde udviklet sig rum for rum gennem generationer. Denne type kan have
varierende rumstørrelser og optage mange forskelligartede vinduer og døre,
”men den beholder dog altid en fast Rytme i alle sine lige store Fag”,
påpegede Bentsen og fastslog: ”Det er paa Simpelheden og Klarheden i Form
og Inddelinger, at Skønheden i en saadan Længe beror.” Den anden hustype
Bentsen omtaler er det symmetriske hus eller anlæg, ”der er helt i
Ligevægt over en Akse.” Hustypens simpleste form er det lille hus med
døren i midten og lige mange vinduer til hver side. Alle vinduer bør være
lige store, mens alle vandrette inddelinger skal holdes i samme højde, kun
afbrudt af gavle og kviste. Og vil man have pynt ”skal man begrænse sig
til et enkelt Sted, f. Eks. Døren, og saa gøre det udmærket”, fastslog
Bentsen med tanke på Peder Holden Hansens huse.
Thomas Bo Jensen |
|